Metode
Terapeuter
Teamet
Grupper Nyt!
Blog
Book en tid

Hvornår glemte vi hinanden?

Esther Safir

29/02/20

Vi lever i et land, hvor stort set alt fungerer set udefra. Vi er privilegerede; foran os ligger en verden fuld af muligheder. Alligevel lurer ensomheden bag ethvert gadehjørne. En ensomhed, der ikke diskriminerer og kan kaste sig i kødet på alle, der går forbi.

Vi går rundt i byen, ind i supermarkederne, stiger på bussen, cykler op og ned ad gaderne – og i forbifarten passerer vi flere mennesker, end vi aner. Det hører sjældenheden til, at vi rent faktisk lægger mærke til disse mennesker. Vi går fra gøremål til gøremål med fikserede øjne og tanker, som driver os hvileløst rundt.

Vi kan spørge os selv, hvorfor vi bevæger os fra sted til sted, uden at være opmærksom på det sted vi befinder os, men før vi overhovedet har mulighed for at besvare dette spørgsmål, bliver vi nødt til at blive bevidste om vores uopmærksomhed. Vi bliver nødt til at lægge mærke til, hvornår vi ikke er til stede der, hvor vi er. Vi må forsøge at forstå, hvorfor vores opmærksomhed undslipper øjeblikket og nærværet – og oftest er henledt til vores næste mål.

Vi glemmer at stoppe op og kigge os omkring. Oftest opdager vi ikke alle de mennesker, vi møder på vores vej. Et muligt svar på, hvorfor vi så uopmærksomt bevæger os fra A til B, er at vi har glemt værdien af de små møder mennesker imellem. Opfattelsen af hvad der har værdi i hverdagen, har ændret sig – vores fokus er ofte på arbejde, succes og personlig nydelse i privatsfæren. I takt med, at vi i højere og højere grad er vores egen lykkes smed, skabes illusionen om, at vi derfor heller ikke er afhængige af andre – den relationelle værdi er faldet.

Vi har glemt, at det er gennem møder mellem mennesker, at vi rent faktisk ser omkring os og opdager dem, der har brug for et smil eller en lille snak. Det er her, at vi lægger mærke til dem, der har mødt ensomheden, og det er ligeledes igennem de små møder, at andre opdager os og kan komme os til undsætning med et smil på en svær dag. Det virker måske lidt forenklet at påstå, at et smil til en fremmed kan redde en dag, men smilet er i virkeligheden langt mere end bare et smil. Det er en måde, hvorigennem vi anerkender hinanden og lader andre vide, at de bliver set af et andet menneske.

En ung mand forklarede mig engang, hvordan ensomhed kan føles, når man går på gaden omringet af andre. Han sagde:

”Når folk på gaden kigger op, er det som om de ikke ser mig. Eller de ser mig i en eller anden fysisk form, men de ser ikke mig. De ser lige igennem mig og går videre, som om jeg ikke eksisterer. For hvert skridt jeg tager og for hvert menneske, der passerer mig, falder jeg dybere ind i et mørke, hvor ingen nogensinde vil finde mig. I sidste ende sænker jeg selv blikket for at skærme mig mod alle de tomme blikke, jeg møder, og idet jeg gør det, mister jeg håbet om nogensinde at blive set.”

Hvornår glemte vi hinanden? Og hvordan kommer vi tilbage dertil, hvor de små møder mellem os bliver vigtigere end at skynde sig videre fra sted til sted? De flestes hverdag er skruet sammen på en måde, så vi kan udnytte alle døgnets 24 timer – man skulle jo nødig risikere, at man spildte tiden. Måske bør vi tale lidt mere om, hvad det egentlig vil sige at spilde tiden, for vi løber ofte så hurtigt, at vi lader os overbevise om, at alle ved, hvad de løber efter. Alligevel er det som om målstregen aldrig bliver nået. Livets uendelige ræs virker pludseligt meningsløst, hvis man ikke stopper op og tænker over, hvorfor vi ræser, som vi gør. Vi er så optaget af at nå målstregen, at vi glemmer vigtigheden af måden, hvorpå vi når dertil. Vi bør spørge os selv om ræset i virkeligheden ikke føles lidt mindre ensomt, hvis vi regulerer farten, så vi kan løbe med dem omkring os? Sammen bliver det lettere at trække ensomheden ud fra dens gemmesteder, se den i øjnene og sige: ”Du er ikke alene.”

Lad os forsøge at stoppe lidt mere op, være mere til stede og prøve at opdage bare nogle af de mennesker, vi møder på vores vej. Den ene dag er det dig, der giver et andet menneske et varmt smil. Den anden dag er det dig, der har brug for det. Vi kan hurtigt fortabe os i livets ræs, men lad os forsøge så godt som muligt at huske hinanden en lille smule mere.