AviliusTamara Hansen

Med adskillige afveje, identitetskriser og åbenbaringer i bagagen har jeg svømmet rundt i ungdommens uregerlige vande længere end de fleste. I dag er det mit håb, at kunne hjælpe unge navigere i det stormfulde farvand og tilbyde en redningsvest, et kompas eller i det mindste bare nogen at svømme ved siden af, så du kan komme sikkert i land.

Jeg går til mit terapeutiske arbejde med en nysgerrig og udforskende puslespils-tankegang, hvor jeg i samtalerne bestræber mig på at udfolde dit liv, din oplevelse og din problemstilling til et nuanceret og visuelt billede, vi sammen kan udforske. Det er mit ønske at hjælpe dig med at danne overblik og undersøge, om der er nogle brikker, som sidder forkert, eller om det giver mening for dig at samle puslespillet på en anden måde, så du kan komme videre og overkomme eventuelle udfordringer.

I min barn- og ungdom har jeg prøvet kræfter med alskens forskellige roller – blandt andet rollerne som mobbeoffer, skilsmissebarn, 12-talspige, identitetsforvirret og spiseforstyrret. Jeg har dog med tiden lært, at selvom man kan miste fodfæstet, kan man med den rette hjælp få dybere indsigt i sig selv og lære at stå fast som et selvstændigt og reflekteret menneske på trods af psykiske udfordringer og hårde tider. Således har jeg den dag i dag påtaget mig at beherske psykolog-rollen, og det er min passion at hjælpe andre i deres personlige udviklings- og helingsprocesser.

Min personlige baggrund kombineret med arbejde i psykiatrien og terapeutisk erfaring fra en klinik for kognitiv adfærdsterapi har jeg særligt fået erfaring inden for angst- og selvværdsproblematikker.