Alene, sammen

Alt, jeg nogensinde har ønsket, var at passe ind.  At være et godt menneske og måske modtage en smule anerkendelse for det. At være en del af noget større. Noget skabende, noget der efterlader spor. 

Jeg har altid stræbt efter at være en del af andres liv, og i mange år troede jeg, at jeg havde opnået det. Jeg havde de bedste venner, en kæreste, jeg elsker, og en familie, der støtter mig. Alligevel er der denne konstante følelse af at stå udenfor. Som om fællesskabet er der, men jeg forbliver på kanten af det.

Jeg ligner mine venner på mange måder. Vi har delt oplevelser – skolen, barndommen, ungdommens kaos af knuste hjerter og øjeblikke af lykke. Vi deler de samme drømme om kærlighed og samme frygt for fremtiden. Men alligevel er der noget, der føles anderledes. En usynlig grænse, som ingen helt kan sætte ord på.

Hvordan kan jeg stadig føle mig fremmed i en gruppe, hvor vi deler så meget? Der er måske et fællesskab i selve forskelligheden.

At vi alle eksisterer i den samme verden, men oplever den forskelligt. 

Og dog, nogle gange tænker jeg, hvorfor er det kun mig, der føler afstanden? 

Hvorfor er der oplevelser og følelser, jeg bærer alene, mens det for andre virker som en fjern fremmedhed?

Det er som om, vores verdener, på trods af al vores nærhed, ikke altid kan mødes helt. Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal forstå hinandens indre landskaber fuldt ud. Men der er en skrøbelighed i forsøget på at dele dem. 

Det kan føles sårbart at invitere nogen ind. Hvad nu hvis de ikke forstår? Eller værre – hvad hvis de faktisk gør?

Hvorfor er der oplevelser og følelser, jeg bærer alene?

Og selv når jeg mødes med omsorg, opmærksomhed, og viljen til at forstå, så lurer tvivlen stadig. Kan de virkelig forstå, hvor gennemtrængende og identitetsknusende et enkelt spørgsmål kan være? 

Et spørgsmål, der kommer igen og igen, men aldrig føles ens: 

"Men hvor kommer du fra?"

Dette spørgsmål, der sætter sig i min bevidsthed hver gang, det bliver stillet, og som tvinger mig til at beslutte, hvordan jeg skal reagere. 

Skal jeg udfordre det? 

Skal jeg ignorere det? 

Skal jeg bare lade som om, det er et helt normalt spørgsmål? 

Det er en vurdering, jeg konstant må tage stilling til. Og hver gang skubber det til en følelse af at være anderledes, af at være alene i mine tanker, alene i mine oplevelser.

En følelse af at være alene, selv når jeg er sammen med andre.