Med pløkken i græsset og teltdugen udstrakt laver du dit palads midt på en festivalplads. Under en pavillon skal du leve med villige venner, hvis skuldre skolder i den brændende sol. Side om side med hede øl og dåsemad glemmer du alle forpligtelser og lettest af alt at gå i bad. Alligevel møder vi hinanden som rene mennesker strippet for vaner og standarder midt på landets braklagte marker. Nøgent i nuet er vi lige dele lykkelige og latterlige.

Blottet løber folk igennem Dream City fuldstændig forgabt i the orange feeling. Vi drømmer om at tage del i den fælles magi, der opstår når mennesker samles. I magien ligger der en uforudsigelighed, vi trænger noget så groft. Vi giver os selv muligheden for at kaste hænderne i vejret og bare gribe øjeblikket, som det er.

Svajende side om side og tæt mast med fronten mod højtalerne ved du, at der er intet andet sted, du hellere vil være. Det er en sjælden følelse. Som du står der og ikke kan kende din egen sved fra sidemandens falder status, titler og bedrifter som dråber til jorden. Nu her foran scenen skal du bare leve.

Hvad du foretager dig på en festival, det tæller ikke. Det har jeg hørt før. Men for fanden da, hvor det tæller, hvis det er den uge om året, hvor du gør det du egentlig har lyst til. Nu taler jeg ikke om utroskab og diverse intriger, men om at give slip på presset og selviscenesættelsen og bare slippe lykken fri.

Hvorfor vil vi indsnævre vores muligheder for at leve i nuet til en enkelt uge hver sommer?

På en festival etablerer vi os for en stund i en nylon tipi med direkte adgang til festen i forteltet. Her mærker vi alt, og selv hvis vi lyner op, så er vi stadigvæk en del af det hele. På hjemmefronten kalder vores krop og sind på roen fra dynen og muligheden for at låse døren, men når vi så vælger at træde ud af hulen og ud i verden, må vi tage festivalånden med os. 

Jeg er med på, at vi ikke året rundt kan sidde i vores campingstole og råbe Tigermis, hver gang nogen træder ind på vores banehalvdel. Men vi kunne gøre os umage med at bemærke dem, der betræder vores græs og oftere spille bolde op til dem.

Vi kan bevare troen på at hvert øjeblik potentielt kan blive magisk, hvis vi er villige til at give lidt af os selv. Tag lidt af den lethed, tolerance og nøgne menneskelighed, der siver rundt imellem festivalteltene med hjem. Guderne skal vide, vi har brug for det. For hvad har vi at miste, når vi størstedelen af tiden ikke engang kan leve i det minut vi er i, uden at tænke på det næste?