Avilius Bloggen | Antennemennesket – Når kroppen giver tegn til at vende signalet indad
Book
en tid!
Avilius Bloggen

Antennemennesket – Når kroppen giver tegn til at vende signalet indad

Hvis vores antenner konstant er rettet mod de ydre omgivelser, kan kroppens signaler blive overset i farten. Jo mere vi retter blikket mod os selv, jo stærkere kan vi blive til at sætte grænser.

Skrevet 27/02/23 af Caroline Lautrup

Foto af Linh Ha

Føler du dig også som antennemenneske? Som altid må tygge grundigt på beslutninger, analysere dem og opveje dem i hovedet. Det kan både være en gave med velovervejede beslutninger, men også et benspænd for den intuitive kropslige følelse.

Selvom det kan være smukt at have antenner, der kan mærke, føle og analysere, så kan de også være tunge at slæbe rundt på. Med alle de ydre stimulanser i ungdomslivets arenaer, kan vores antenner opsnappe mange indtryk og blive totalt overstimulerede. Derfor må vi øve os i at fokusere på kontakten til vores krop. De smukke egenskaber kan nemlig blive brugt forkert, hvis vi fodrer omgivelserne, før vi fodrer vores egne behov. Det kan jo lyde rimelig banalt, men i præstationskulturen kan vi glemme at vende lyttebøfferne indad, når vi ønsker at gøre det godt på alle parametre. 

Samfundets pres på mentale evner

Det kommer måske ikke som en kæmpe overraskelse, at kroppen og sindet er som kode og lås. De hænger nemlig ubetinget sammen og følger med os rundt i hverdagen. I ungdomslivet kan vi blive udfordret, når mange ting forventes at foregå i et højt tempo. Vi lever i et samfund, hvor der er et stort fokus på vores mentale evner til at reflektere, kommunikerer og analyserer.

Dette kan være katalysator for et meget tanketungt hoved, hvor vi nemt kan komme til at ignorere kroppens behov. Vi kan endda være bevidste om, at det ikke er sundt, men måske ikke føle at vi har tiden til at stoppe op, fordi vi føler, at der er så meget, vi burde nå. Men vores følelsesmæssige tilstand kan aflæses i kroppen, hvilket kan udvide forståelsen for det indre velvære. Hvis vi glemmer at lytte til vores krop og altid befinder os på øverste etage, må vi ikke forsøge at ommøblere den yderligere. I stedet må vi ned til bunden af det hele og stikke en finger i kroppens indre liv. Men det kan være nemt at sige, at vi skal dykke ind i os selv og mærke vores krop. For hvordan starter man lige på sådan en omgang? 

Her er nogle konkrete spørgsmål, som du kan stille dig selv:

· Er der bestemte forhold/situationer der fremprovokerer distancen mellem krop og hoved?

· Er der situationer i arbejds-, studie-, eller familielivet, hvor du oplever en god sammenhæng?

· Kan dit arbejde foregå mindre i hovedet ved at gøre det fysisk eller indlægge fysiske pauser?

· På hvilke tidspunkter mærker du den største mentale frihed? Og kan du inkorporere flere af dem?

· Hvad er det i virkeligheden du skal nå, og hvad er det egentlig, der er vigtigt?

Hovedet er en del af kroppen

Når vi taler om at være antennemenneske og befinde sig meget oppe i hovedet, betyder det, at vi overanstrenger en del af kroppen. Derfor er hovedet og kroppen ikke diametrale modsætninger, men alt sammen en del af os, som skal være i balance. Det kan sammenlignes med, at vi skulle skrive et bachelorprojekt i hånden. Så ville vi nok få rimelig ondt i den søde hånd, fordi den bliver overanstrengt og øm.

Når vi hele tiden aktiverer vores hoved og bruger det i alle aspekter af vores liv, bliver vi nemlig møre og ømme. Dette medfører nedsat evne til at koncentrere sig, mindskning af den intuitive tænkning og i det hele taget et mentalt pres. Vores krop er en organisme, der skal aktiveres, bevæges og bruges mindst lige så meget som vores tanker. Men også hvile og slappe af, når den siger det, så vores batterier kan være fuldt opladte. På den måde kan vi stimulere de helt grundlæggende fysiske og følelsesmæssige behov, hvilket gør de ydre faktorer mere overskuelige.

Når vi udsætter vores behov, indsætter vi stress

Vi ved det jo godt. Når vi udskyder ting, kan det forgribe sig på vores vejrtrækning eller et dumt sted i maven. De mange ydre krav der kan være til os, kan give os lyst til at nedprioriterer vores egne og udskyde dem til senere. Og pludselig ligger vi i et tankefængsel om aftenen, og skriver en indre to-do-liste over alt det, som vi gerne vil ordne. Når den nye dag starter kan distraktioner hurtigt indtræde, hvor to-do-listens værdi pludselig minimeres, indtil vi ligger på hovedpuden igen. Og sådan kan det blive ved med at hobe sig op, hvis vi ikke tager os af dem i små bidder.

Derfor kan vi lave en øvelse, hvor vi spørger os selv hver morgen: Hvad er mine behov? Og hvad kan jeg gøre for at få dem opfyldt? Det kan nemlig variere meget alt efter, hvilken dag vi har foran os. Det kan være behovet for at ordne lejligheden, kvalitetstid med roomie, meditere eller krydse nogle større ting af to-do-listen. Og disse ting må gøres med et konstant fokus på de basale behov, som bevægelse, toiletbesøg, føde og drikkelse. Selvom det kan lyde helt vildt at fokusere så nært på sine behov, kan det virkelig generere energi og overskud, når det bliver en del af dagligdagen.

At vende antennerne indad

Selvomsorg og respekten for os selv kan reducere stress. Jo mere vi mærker os selv, jo stærkere kan vi blive til at sætte grænser. Hvis vi konstant retter vores opmærksomhed mod de ydre omgivelser, kan kroppens signaler blive overset i farten. Vi kan jo i de fleste tilfælde ikke lave om på ydre stimulanser, men vi kan lære at forstå de stimulanser der kommer indefra. Når vi lærer at opsnappe de små kropslige tegn, kan vi få en større forståelse for vores værdier, og hvornår vores krop fortæller os, at vi skal skrue ned for charmen. Derfor må vi starte med dem organisme vi selv befinder os i. Behandle den med respekt og kærlighed, så vi ikke ender med at miste grebet om vores behov.

Afslutningsvis kan antennerne rettes mod lidt opmuntrende lyrik:

Et hoved skruet ordentligt på

Sender tanker til fødderne om at gå

Hjælper os på rette vej 

Og krydrer livets bolledej

Men lidt ro skal der være deroppe

For vi skal også pleje vores kroppe

Ellers bliver det noget være rod 

Så plasker vi rundt i tankeflod

Vi må starte med vores egen navle 

Før vi kan løbe må vi kravle 

Så hovedet ikke samler til bunke

Og hjertet begynder at dunke 

Ikke springe over alle skridt 

Men male med kroppens kridt 

Og tegne en behagelig bane 

Så bliver grim ælling til svane 

Gøre plads til ro og mag

Så får vi en bedre dag

Hvor modvind bliver til brise

Og tanker bliver til smuk vise

Forkæle den øverste etage 

Og kræve en hovedbundsmassage 

Velkommen til Avilius!

Et terapihus for unge, af unge. Vi laver individuel terapi og gruppeterapi til dig, der har brug for nogen at tale med.

Random artikler

03/11/22

Hjælp: Jeg har pengestress!

Jeg står i SuperBrugsen med bankende hjerte og kigger på tomater. Jeg lægger de konventionelle i kurven og slår mig selv i hovedet.

Skrevet af Juliane Hemmingsen

Foto af Jonas Villadsen

27/09/23

Poor core, clean girl eller quiet luxury: 10 tips til dig i tøjkrise

Vi dykker ned i tøjkrisen, og hvordan vores identitet er blevet syet ind i vores påklædning. Læs vores råd til at at undgå at blive skudt af tøjkrisepilen!

Skrevet af Caroline Lautrup

Foto af Anne Krogh

Avilius Bloggen

Er Avilius det rigtige for dig?

Book en tid direkte eller skriv til os her! Så vender vi tilbage hurtigst muligt.

I tvivl? Ring til os på 74 44 44 69!

Det er ok bare at være nysgerrig.

Uanset om du er klar til at starte i terapi, har konkrete spørgsmål eller bare vil vide lidt mere om os, kan du skrive til os her. Vi svarer i løbet af et par dage.

“The only way out is through” — Iceage, Lockdown Blues
“Hvis du kunne gøre det hele igen, ville du gøre det hele igen” — Caspar Eric, Alt hvad du ejer
“Den der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet” — Karen Blixen, 1932
“Én dag af gangen med min ryg op af muren, hovedet helt i vejret og benene på jorden” — Artigeardit, Stå Op Gå Ned
“For there is always light, if only we’re brave enough to see it – if only we’re brave enough to be it” — Amanda Gorman, The Hill We Climb