Hjælp: Jeg har pengestress!

Jeg står i SuperBrugsen med bankende hjerte og kigger på tomater. 26 kr. for de økologiske cherrytomater, 18 kr. for de konventionelle. Sidste uge kostede de kun 15. Jeg lægger de konventionelle i kurven og slår mig selv i hovedet over, at jeg ikke cyklede de ekstra par kilometer og kørte i Rema, hvor jeg ved, tomaterne er langt billigere. Jeg har haft det sådan her på de sidste mange indkøbsture. En uro i kroppen, der følges af tanker som ”vi behøver vist ikke parmesan til bolo’en i aften” eller ”jeg kan godt nøjes med leverpostejsklappere hele ugen, så jeg tror lige, jeg lægger hummussen tilbage”. Det har længe stået på min to-do liste at få sådan rigtigt kigget på min økonomi, men jeg har svært ved at tage mig sammen, for hver gang jeg åbner min netbank, står der altid et fedt minus foran rådighedsbeløbet. Jeg er træt af, at en tur i supermarkedet giver mig hjertebanken. Jeg er træt af at have pengestress.

Pengestress er mit selvopfundne begreb for det tankespind af bekymring, som de stigende priser giver mig. Ulig arbejdsrelateret stress, så er denne stress en konstant følgesvend, da den ikke på samme måde kan begrænses til en enkelt af livets arenaer. Jeg kan altså både opsluges af pengestress til en fødselsdag, til fredagsbar på arbejdet og hjemme i min seng. Særligt er det uvisheden, der plager mig. Ingen ved, hvor længe priserne vil fortsætte med at stige eller for den sags skyld, hvornår de kan forventes at falde igen. Jeg plages af bekymringer og spekulationer om fremtiden, der går på, hvordan jeg skal forsøge at spare op til udbetalingen på en lejlighed, eller til når jeg engang skal have børn, når jeg knap nok kan betale mig ud af hverdagens udgifter. Det kan føles helt uoverskueligt, hvordan vi står tilbage og blot må se til, at vores muligheder gradvis indskrænkes. Katastrofetanker som disse er grunden til, at økonomi og mental sundhed hænger uløseligt sammen. Jeg plejer altid at spørge mig selv, hvor mange bekymringer, jeg egentlig ville have, hvis penge ikke var et issue, og svaret er oftest meget tæt på nul. Der er derfor ikke noget at sige til, at den økonomiske situation rammer os, og vi må forsøge at finde os til rette i, at det altså virkelig er hårdt at være økonomisk udfordret.

Foruden tankemylderet synes jeg særligt, at de sociale konsekvenser ved pengestress kan være svære at navigere i. Os på SU er vant til at leve på et stramt budget, men inflationen gør, at vi er nødt til at ændre vaner i endnu højere grad. For mig betyder det, at jeg er nødt til at begrænse mængden af to-go-kaffe på gåture, øl på bodegaen og restaurantbesøg. Det kan lyde som luksusproblemer og dermed et relativt let afkald, men sandheden er, at mange af disse udgifter ikke er personlig hverdagsfrådseri men i langt højere grad investeringer i mine venskaber. Selvfølgelig kan jeg sagtens gå tur rundt om søerne med en termokop med Nescafé, som jeg har lavet hjemmefra, nej problemet indtræder for alvor, når der opstår indbyrdes uenigheder i vennegruppen om, hvad man bør prioritere. Mens nogle af mine venner vælger at leve af havregryn for at kunne fortsætte byturene ufortrødent, vælger andre de dyre drinks fra for i stedet at have lidt ekstra luft i budgettet til madlavningen og opsparingen. På den måde kan et ”nej tak” til en bytur lige pludselig blive et ”nej tak” til samværet og kan slå skår i venskabet på grund af manglende forståelse fra din ven. Jeg kender i hvert fald godt følelsen af ondt i maven, hvis min veninde spørger, om vi ikke skal tage ud at spise, når måneden er ved at gå på hæld.

Som om de daglige udfordringer, inflationen byder os, ikke var nok, så fungerer de høje priser også som en varig reminder om de mange forskellige kriser, som den økonomiske krise er affødt af. Først var det corona-krisen, som vi, efter to umådeligt prøvende år for vores mentale helbred, endelig kunne se os færdig med (fingers crossed), kun for at krigen i Ukraine ventede på at tage over. Oveni det, så leder de høje energipriser tankerne hen på klimakrisen, som også bliver mere tydelig for nogle i disse dage – selv om vi i det mindste kan glæde os over den klimamæssige gevinst ved det nedsatte energiforbrug. Som ung kan jeg føle, at alle samfundets skyldner hviler på mine skuldre, og jeg mærker uretfærdigheden over, at det bliver vores generation, der kommer til at skulle stå til ansvar for det hele. Pengestressen er på den måde ikke kun stress over rådighedsbeløbet, det er også en konstant påmindelse om krisen i krisen i krisen, som vi på babushkadukke-agtig vis simultant befinder os i.

Jeg kan godt se, at det ikke blev et opløftende skriv. Intentionen var ikke desto mindre at udbrede budskabet om, at vi lige nu lever i en rigtig svær tid, og at det derfor er helt okay at have en masse bekymringer og tanker, som ikke nødvendigvis er rare at være i. Vi er i samme båd – jeg er her i hvert fald sammen med dig. Jeg har tillid til, at det hele nok skal gå, og det vil jeg opfordre dig til også at prøve at have – for pengestressen, den er ikke kommet for at blive.