Det kan give os en opgivende følelse, når uhåndgribelige ting konstant ulmer i baggrunden. Når vi ligger under en varm dyne og ser videoer, hvor soldater bliver genforenet med deres familie efter at have været udsendt i Ukraine. Eller helt forfærdelige fund efter jordskælvene i Syrien og Tyrkiet. Så kan det føles totalt meningsløst og helt, helt forkert at gå tilbage til "Landmand søger kærlighed" på Netflix.

I en verden med krig på europæisk jord, ubegribelige naturkatastrofer og personligheder som Andrew Tate i mediebilledet, kan det gøre vejen til fremtidsoptimismen snørklet. Vi kan føle, at det er os, der skal løse FN’s verdensmål, samtidig med at vi mediterer. Det er ikke mærkeligt, at vi kan blive bekymrede, når den dystre retorik i medierne kan plante sig i os og gøre os nyhedstrætte. Når vi taler om klimaforandringerne, kan det føles som om, at vi står med alt det, som de tidligere generationer har skubbet til siden. At det er os, som skal løse det, som er stablet på vores skrivebord, hvor de ældre generationer står med forventningsfulde øjne og kigger på os som de ansvarlige.

Når der ligger bunker af abstrakte opgaver, er det naturligt, at det påvirker vores psyke og sætter gang i en masse spekulationer. Det kan være spekulationer om, hvorvidt man kan tillade sig at jagte de store drømme, når vi konfronteres med krisen, når vi handler i Netto - eller hvordan man som et enkelt individ skal forholde sig og agere samvittighedsfuldt. At tænke på noget så uforudsigeligt som fremtiden kan medføre magtesløshed, bekymringstanker og overtænkning.

Det kan være svært at manifestere Eckhart Tolles budskab, hvis nuets smukke tilstedeværelse viskes væk i det store fremtidsbillede. Så hvordan håndterer vi bekymringerne?

Selvom vi er en generation, der er vant til omskiftelighed, så kan vi ikke komme udenom, at store udefrakommende ting kan være katalysator for store indre refleksioner. Klimaforandringernes konsekvenser kan virke som den rene horrorfilm, som man ikke kan slukke for - og mærkeligt nok en film, som ikke er særlig katastrofeagtig og dramatisk. For man kan ikke hive berettermodellen frem og pege på ét tidspunkt eller én begivenhed, der affekterede point of no return.

Den er der nemlig hele tiden, og alligevel er det ikke altid, vi kan mærke den. Det er nemlig det faktum, som kan gøre det svært at begribe. Når vi konstant fylder vores personlige båd med nyheder af den slags uhåndgribeligheder, er det klart, at det kan føles tungt at padle. For hvor må vi overhovedet sejle hen, og hvordan kan vægten afbalanceres, så der også er plads til at flage med det store individuelle sejl og drømme stort?

Vi kan bruge oceaner af tid på at bekymre os om fremtiden, både vores individuelle fremtid som karriere, kærlighedsliv og familie. I kombinationen af den individuelle og samfundsmæssige fremtid kan bekymringerne vokse sig ind i kroppen. Når vi bekymrer os, handler det ofte om, at vi ønsker at finde en løsning. Men vi løser ikke krisen fra den ene dag til den anden, og det, vi sætter i søen i dag, kan først have virkning om mange år. Spørgsmålet er bare, om vores bekymringstanker motiverer handling eller bliver altoverskyggende for vores mentale helbred.

Hvis vores bekymringer styrer båden for os, begynder vi at leve et liv med overtænkning, nervøsitet og frygt. Det er også derfor, at flere af os aktivt vælger at slukke for nyheder i perioder. Mængden af katastrofale nyheder har gjort os nyhedstrætte, fordi det er umuligt at handle på dem. Der skal derfor findes en hårfin grænse mellem, hvornår vores bekymringer er produktive eller uproduktive.

De produktive bekymringer er dem, som faktisk er løsningsorienterede – dem, som får os til at handle bæredygtigt, købe genbrug og spare på energien. Så er der de uproduktive bekymringer, som ikke bidrager med andet end at stjæle vores overskud. Det er nemlig alle "hvad-nu-hvis"-scenarierne, som efterlader os med endnu mere ubehag i kroppen. Når vi befinder os i en tid, hvor vi kan føle, at vi spiser bekymringerne til morgenmad, må vi overveje, om de er produktive eller uproduktive. Den øgede bevidsthed om denne distinktion kan være med til at give en større følelse af kontrol og handlekraft.

Det er en umulig opgave ikke at bekymre sig i ny og næ. At bekymre sig er et menneskeligt vilkår, som vi alle sammen kender. Når samfundsproblematikkerne leveres i digital form, fysisk på skolen eller arbejdet og rundt om middagsbordet, er det let at fokusere på katastrofescenarier. Men det må ikke overskygge og stjæle alt vores fokus.

Det er altså yderst vigtigt, at vi øver os i at navigere i bekymringerne. En måde, man kan navigere i dem på, er at øve sig i at se det, som vi ofte overser. Det ligger i de fjerne kyster, som vi ikke kan mærke eller føle på, men ved at lægge mærke til det nære, som vi faktisk kan give noget ekstra liv, når det fjerne forstyrrer. Generelt set, når man skal vende ting til noget positivt, må vi se på alt det, vi overser. Det kan være, at du skal give din roomie en lille morgenmad på sengen eller tage den farvede jakke på, fordi solen skinner. Giv dig selv nogle tidsrum, hvor telefonen står i flyfunktionens tegn. Hvis du ikke allerede følger “Verdensbedstenyheder” på Instagram, kan det også bidrage til det positive nyhedsindtag. Så kan vi håbe, at algoritmen opsnapper længslen efter de nyheder, der fokuserer på de globale fremskridt.

Vi er ikke alene, og det kan afføde positive ringe i vandet, når vi får kanaliseret vores tanker ud til en god ven. At åbne op for bekymringsmylderet kan give nye perspektiver og et mere nuanceret blik på de dystopiske tanker, og det kan være med til at lette hovedet, når vi udtrykker vores bekymringer. Vi kan også finde støtte i lokale og globale initiativer, der arbejder på at løse de udfordringer, vi står over for. Men det er dog også vigtigt, at vi kan sætte en pause på det, så vi ikke bliver fanget i bekymringerne for længe ad gangen. Derfor er det en god idé at afgrænse det, så vi ikke fodrer katastroferetorikken, som forstærker frygt og fremtidsstress.

Lad os stikke vores fingre ned i havet og søge efter de håbefulde strømninger, for de findes. Vi kan trøste os med, at vi er kommet igennem apokalyptiske kriser før. Ser vi tilbage på 1980’erne, var det også et årti, der bar præg af økonomisk krise, frygt for atomkrig og HIV-smitte. De unge hoveder i fattigfirserne havde nok også nogle dage med håret i postkassen, fordi den samfundsmæssige frygt spredte ringe i vandet og druknede de sædvanlige bekymringer, der er forbundet med ungdommen.

Hvis vi søger hjælp til svære ting og finder meningsfulde fællesskaber, som vi kan kæmpe sammen med, så kan vores generation vende den dystopiske båd. Når fremtidstress sætter sig i os og gør os handlingslammede, baner vi ikke vejen til forandring. Forandringen sker, når vi først fokuserer på at bygge vores egen solide båd, der er i stand til at handle, kæmpe og håndtere krisernes modstand.

Hvis vores bekymringer styrer båden for os, begynder vi at leve et liv med overtænkning, nervøsitet og frygt. Det er også derfor, at flere af os aktivt vælger at slukke for nyheder i perioder for at vende antennerne indad. Mængden af katastrofale nyheder har gjort os nyhedstrætte, fordi det er umuligt at agere på informationerne.

Vi må tage hinanden i hånden og lære at skelne mellem bekymringer, der driver os fremad og dem, der holder os tilbage. Ved at åbne vores hjerter og lytte til hinanden, kan vi sammen skabe en bølge, der kan føre os mod fremtidsoptimismen. Så kan den håbefulde strøm bære os mod et sted, hvor positive forandringer opstår, når vi passer på os selv og hinanden under sejlturen!