Hjælp: Jeg har klimastress!

Ordene klimaangst og klimastress er blevet kollektive termer. Men hvorfor bruger vi udtrykkene angst og stress til at beskrive følelser omkring klimaforandringer, der egentlig handler om rationel frygt?

I en spændende samtale om, hvordan vi håndterer de følelsesmæssige udfordringer i kølvandet på klimaforandringerne, satte jeg mig sammen med vores samtalepartner Ida Hummer og de to medstiftere af Klimapsykologisk Ungdomsforening, aktivister og psykologistuderende Lea Wiggen Kramhøft og Ida Fjellerup Hansen.

Ordet klimaangst har printet sig ind i hovedet på mange af os. Men hvorfor kalder vi det angst' når det i virkeligheden handler om noget rationelt?

“Det er mærkeligt, at de ubehagelige følelser klimakrisen vækker i mange af os, har fået det lidt unuancerede navn klimaangst,” indleder Lea.

“Selvfølgelig er det vigtigt at nævne, at der for nogle er tale om en reel angstlidelse, men det er også vigtigt at have for øje, at angst er en psykisk lidelse, som ikke bør smides omkring i flæng. For rigtigt mange af os er det derimod en række svære følelser, der er på spil, som kommer af en meget rationel frygt.”

Ida deler sine observationer om, hvordan hun oplever, at bekymringer om fremtiden kan medføre en vis ængstelighed hos hendes klienter – noget, der kan fylde meget for dem på daglig basis. Ida mener, at vi bør omfavne hele spektret af følelser, tanker og bekymringer, som den nuværende klimasituation bringer med sig. "Dette fokus på at omfavne hele spektret af følelser er vigtigt, hvis vi skal være bæredygtige overfor os selv i en tid, hvor klimaforandringerne er en konstant bekymring. Og så må vi være gode til at anerkende, at disse følelser og bekymringer ikke er enten-eller, men en kompleks blanding.”

Netop det er med til at fremhæve behovet for at forstå, at klimaangst er mere kompleks end blot en følelse af frygt. Det er en broget blanding af rationel bekymring og emotionelle reaktioner på en verden i forandring. At anerkende og acceptere dette spektrum af følelser er afgørende for, at udvikle en mere konstruktiv og bæredygtig tilgang til klimakrisen.

Klimapsykologisk Ungdomsforening bruger ordet klimaubehag for, at favne bredere over de følelsesmæssige reaktioner, der på forskellig vis kan vækkes i os, når vi forholder os til den ene forfærdelige nyhed om menneskeskabte klimaforandringer efter den anden.

Så hvordan indretter vi vores liv velvidende om, at det er en integreret del af vores hverdag? Og har den måde vi taler om klima indflydelse på vores “klimaubehag”? 

Ida Hummer deler først, hvordan hun personligt håndterer klimaproblemet uden for rammerne af Avilius. Hun bruger selv måder at indrette hendes miljømæssige fodaftryk, fordi det giver en mere positiv indvirkning på hendes klimaubehag.

“Når vi handler i overensstemmelse med vores bekymringer for klimaet, kan det reducere følelsen af magtesløshed og mindsker den skyld, vores generation har fået lagt på skuldrene,” siger hun. 

Lea uddyber: “Det er et faktum, at det jo er et vilkår for os alle at forholde os til klimakrisen, og for de fleste er det forbundet med bekymringer, også selvom vi ikke indretter vores liv radikalt anderledes - den historie har der måske bare ikke været ligeså meget nyhedsværdi i.”

Klimapsykologisk Ungdomsforening er enige om, at det er en skam, fordi det har en tendens til at stigmatisere bekymringerne og enspore fortællingen, så det virker sygeligt at være bekymret og ønske at lave nogle ting om i sit liv, og så bliver det sværere at tale med hinanden om. 

Klimaudfordringerne kan virke abstrakte og fjerne. Hvordan kan vi bedre forholde os til noget, som er så vanskeligt at få greb om?

“Det med at tale om bekymringerne med hinanden er det vigtigste. Ligesom i terapirummet, kan de nye perspektiver, det følelsesmæssige fællesskab og muligheden for at dele frustrationer hjælpe rigtig meget. Ligesom de andre bekymringer, vi har her i livet, hjælper det at snakke om det med andre, der kan spejle én.” pointerer Ida fra Avilius.

“Det hjælper nemlig ikke at holde det ud i strakt arm, når det handler om at forholde sig til klimakrisen. Det betyder imidlertid ikke at det ikke kan være svært at få greb om så store og uoverskuelige kriser.”

Lea og Ida fra ungdomsforeningen mener, at man skal tage hensyn til sig selv og til kloden så godt man kan – også selvom det virker fjernt og uoverskueligt: “Der er en stor sammenhæng mellem bæredygtig adfærd/klimahandling, naturforbundethed og psykisk velbefindende. Det hænger godt sammen med, at hvis man sætter sig ind i krisens omfang og konsekvenser, og er i en eller anden form for kontakt med naturen, så vil det for mange føles rigtigt rart at gøre hvad man kan for at afhjælpe krisen ved at tage en form for handling.” 

På den måde kan det over tid blive en bedre måde at forholde sig til krisen på, end at vende det blinde øje til eller lægge ansvaret fra sig, ligesom det ville være med enhver anden sag, der er vigtig for os. 

Der opstod en enighed i, at fællesskabet er en kæmpe stor hjælp for de fleste. Både når det kommer til handling og følelserne. Det handler om at tale om det i de relationer, man allerede har, som også indebærer venner eller familie på tværs af generationer. Derudover kan det hjælpe at opsøge et handlingsfællesskab med politisk indflydelse, så vi kan føle os mere aktive end passive i kampen. 

Ida Fjellerup er hurtig til at gribe om et værk, der giver et mere optimistisk syn på vores muligheder for at håndtere klimaforandringerne. Hun anbefaler bogen Retfærdig Naturbevarelse, skrevet af et kollektiv af forfattere fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Bogen opridser først de økologiske kriser, og kommer derefter med drømme og visioner for, hvordan et bæredygtigt og retfærdigt Danmark kunne se ud, samt konkret politik, der i princippet kunne indføres i morgen.

Sådan rundede vi samtalen af sammen med de kloge, seje og søde mennesker, som gav et indblik i klimaubehagets væsen. Det, jeg tager med fra denne spændende samtale, er den mangfoldige følelsesmæssige reaktion, vi oplever, når vi konfronteres med noget så abstrakt og vanskeligt at håndtere. Derfor er det afgørende at udtrykke vores bekymringer og lytte til hinanden, med en anerkendelse af, at vi oplever abstrakte udfordringer på forskellige måder. Som tidligere nævnt i interviewet, har måden vi taler om klimaforandringer på stor indvirkning på vores klimaubehag. En mere positiv og løsningsorienteret kommunikation kan hjælpe med at mindske angst og skyldfølelse. At deltage i konstruktive samtaler om klimaforandringer med venner, familie og samfundet kan også hjælpe med at opbygge støtte og forståelse og en følelse af fællesskab i et fremtidshav, som er svært at svømme i alene.