Kære kærlighed, der bor i mig

Jeg kender dig som en altovervældende følelse. En følelse, der fylder mig med varme, glæde og opfyldelse. Et drug, der løsriver mig. Du er det bedste og smukkeste jeg har. Selvom du af og til fylder mig med forvirring. Angst. Frygt.

Forvirring over, hvad jeg skal gøre med dig. 

En ængstelighed, fordi jeg savner dig. 

Frygten for at miste dig.

Alle mennesker fortjener at blive elsket, og alle mennesker er i stand til at elske. Mennesker har kærligheden et sted indeni sig. Men hvor finder vi dig?

Eller rettere, hvorfor søger vi konstant efter dig?

Efter valideringen, anerkendelsen, omsorgen. Efter følelsen af at være god nok. Efter svaret på det paralyserende spørgsmål. Er jeg værd at elske?

Hvert et bogstav i dette spørgsmål er skrevet med en dirrende hånd i frygt for svaret.

Måske skal det være et af de slags spørgsmål, der er alt for sårbare at svare på.

Men jeg søger stadig efter dig, kærlighed. Finder jeg dig ikke, kan jeg mærke usikkerheden snige sig ind på mig med nye spørgsmål. 

Spørgsmål, der er nemmere at svare på: Er mine svar på Hinge sjove nok? Ser jeg godt nok ud på Tinder? Har jeg et fedt nok koncept på min Instagram? Burde jeg være mere spontan i mit parforhold eller have nogle mere spændende interesser? 

Hvorfor bliver jeg ikke elsket? 

Det skal du ikke svare på, kære kærlighed. Men kan du fortælle mig, hvor man kan gå til klatring eller hvilket kulturevent, der skriger selvsikker, omsorgsfuld, politisk korrekt ung mand med god smag?

Hvor er det ynkeligt. 

Jeg lytter til min go to-kærlighedsdoktor i min yndlingspodcast, læser de seneste råd fra en trendy kærlighedsguru på Instagram og tager notater, når jeg ser “elitedateren” folde sig ud på skærmen i mit yndlings datingprogram. 

Disse spørgsmål har nok altid naget mig, og gør det stadig indimellem. 

I dag er jeg far til to, lever et skønt familieliv på indre Frederiksberg og tankerne fra før hører det bragende og nogle gange ensomme singleliv til. Alligevel søger jeg stadig efter kærligheden - også selvom jeg har den tæt på mig og ofte mærker den i mit liv. Hvad er den dog for noget???

Det er gået op for mig, at kærlighed ikke blot er en følelse. Det er også en handling. kærlighed er noget vi giver, noget vi får, noget vi gør. Vi gør kærlighed på bestemte måder og disse er influeret af den kultur, det samfund og det miljø, vi lever i. Det vi har lært, at kærlighed er. Hvordan vi er vokset op med kærlighed, hvordan vi har oplevet den på vores kroppe og hvordan vores kærlighed er blevet taget imod.

Får jeg kun kærlighed for det, jeg giver af mig selv?

Disse er spørgsmål, der af og til stadig spøger hos mig. Det, at give mig selv lov til at føle kærlighed, er oftest påvirket af ting udefra. Så hvordan gør jeg kærlighed overfor mig selv?

Hvordan skaber jeg et “selv” foran min kærlighed til andre? 

Et svar, der først fandt sin ro, da jeg Valentins nat klokken 02:08 stod og kiggede ned på min nyfødte søn, som holdt min finger i sin lille hånd. Tænk, at der er noget af “mig”, noget så smukt. Tænk, at noget af min kærlighed er i ham. Jeg kan huske, at jeg håbede på, at han ville vokse op og se sig selv med samme kærlighed, som jeg gjorde, da jeg stod og kiggede på ham.

Der forstod jeg, at den kærlighed, vi har indeni, også er til os selv. Og når vi giver den plads og næring, så vokser den og kan skabe de smukkeste ting i verden.

Så kære kærlighed, der bor i mig, jeg banker forsigtigt på, for nu vil jeg ind til mig.