Det kan fylde os med usikkerhed og indgravere sig i selværdet. Det får os til at tro, at de snart opdager, hvem vi i virkeligheden er, og at det smukke korthus nok skal vælte om 2 min! Men kun hvis vi lærer udyret at kende, kan forbandelsen blive hævet. Det er nemlig det forbandede Imposter-udyr. 

Føler du, at du snyder dig til dine præstationer? At du ikke fik den gode karakter pga. din viden, men bare fordi du var heldig eller trak det rigtige spørgsmål? Imposter-syndromet er nemlig den indre stemme, der driller os og bilder os ind, at vores succeser ikke er berettiget. Selvom vi er en vellidt medarbejder og ofte får ros, så er det altså ikke sådan vi selv oplever det. For Imposter-syndromet gør, at vi ikke tør stole på de ydre succesoplevelser, fordi vi har snydt sig til det hele.

Tvivlen på egne evner og kompetencer kan frembringe en mærkelig følelse af indre ensomhed, fordi vi tror, at alle de andre har regnet den ud. At vi er de eneste, der har det sådan. Men det er imposter-udyret, som sidder på lur, og kan snige sig ind på de fleste. Selvom det udefra kan virke som om, at vi er den eneste der har set udyret i øjnene. Men når vi kender til Imposter-syndromet, kan vi øve os i genkende mønstrene: 

Hverdagen kan gå hurtigt, og vi bliver konstant udsat for forandringer, beslutninger, omstruktureringer og konkurrence. De forskellige arenaer vi befinder os i som studiet, instagram, sport og arbejdspladser kan skabe et solidt grundlag for et højt præstationspres. Det er ikke for sjov, at præstationskultur er blevet et begreb, som er tårnhøjt på den politiske dagsorden, og det er nødvendigt at tage seriøst.

Øgede forventninger og pres fra omgivelserne, kan prikke til den indre aktivitet og skabe grundlag for overtænkning og Imposter-syndromet. Det kan have konsekvenser for vores selvværd og medvirke til, at vi ikke tør søge drømmejobbet, tage på udveksling eller give vores venner et godt råd.  Åbenhed og lysten til at dele ud af de gode idéer kan være svært, hvis vi selv har skabt en tynd og usikker tråd at hænge i. For selvom vi er kvalificeret, og ved hvad vi taler om, kan Imposteren banke hovedet mod afsløringens dør. Hvis vi handler og viser os frem, så inviterer vi jo andre mennesker ind ad den dør!

Hvad brænder jeg for? Og hvad tør jeg egentlig at handle på? Der kan være to indre modpoler, som kæmper mod hinanden. Forestillingerne om at vi totalt nailer den, og den modsatrettede forestilling om den totale fiasko. Det kan være lidt af et indendørs limbo at have høje ambitioner, men samtidig ikke føle sig kompetent nok, til at handle på det.

Imposter-syndromet og perfektionisme er nemlig gode venner og kan gøre, at vi kun tør, hvis perfektionismen er med på arbejde. Derfor må vi vende bevidstheden mod den farlige kombi og forsøge at kradse hul på den. På den måde kan det være nemmere at skabe overensstemmelse med det vi vil, og det vi tør. 

Hvis vi sidder fast i følelsen af at virke kompetent udadtil, men et indre der melder SNYD. Men hvorfor egentlig? Det kan handle om, at ingen kender til det, der foregår bag facaden. Derfor kan det hjælpe at åbne op for de mennesker, vi stoler på. Når vi giver dem nøglen til dit indre, kan det føles forløsende at alle sider af dig er accepteret. At lukke andre ind bag facaden, kan ofte bekræfte os i, at vi ikke er alene med Imposter-følelser. Og forestil dig at det er din gode ven, der deler disse tanker med dig. Så ville vi da blive glad over, at de ville vise os det dybere niveau. Dette kan mindske ensomheden og skabe en større indre ro. 

Vi må øve os i at stole på vores kompetencer – for ofte er vi nok lige præcis så gode, som det ser ud til! Du ER faktisk den bedste til grammatik. Du ER faktisk den bedste ven. Og du ER faktisk god lige præcis som du er, og det er der ikke nogen, der kan krakelere. Et råd kan derfor være at lege detektiv og undersøge det og svare den kritiske stemme igen. Modbevise at det er fuldstændig fake det hele. Derfor kan det være en hjælp at skrive de små succesoplevelser ned. Så kan man lave sit helt eget bevismateriale for, at det faktisk var DIG der opnåede det. Og huske sig selv på, at det faktisk er fuldstændig rigtigt. Give sig selv feedback ved at fokusere mere på processen og mindre på resultatet. Det kan være med til at mindske det høje præstationspres, ved at skabe sit eget kartotek med små og store personlige sejre. 

Vi skal øve os i at få et højt og tydeligt TAK ud over læberne. At forsøge os i, ikke at krybe sammen over et kompliment. Prøve ikke at negligere den eller undskylde for os selv ved at hviske, at det bare er held. Selvom vi har været heldige, kan det også være hårdt arbejde at befinde sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Vi må i hvert fald ikke være bange for at, sige det højt når vi er taknemmelige. Hvis vi står på en scene og performer, skal vores tilskuer ikke være nervøse. For ligegyldigt hvad resultatet er, så skal vi altid rose os sig selv for mod.

Udyret må tæmmes, så skønheden kan vise sig. Hvis man ser på det og anerkender det, så finder man faktisk ud af, at det ikke er så farligt. At det bare er en forbandelse. Men før vi lærer den at kende, kan det rykke rundt på vores overbevisninger og gøre os forvirrede. Hvis man tør at kigge på det, kan det faktisk være en smuk del af os, som vi ikke har lært at kende endnu. Måske kan det ikke forsvinde helt, men vi kan lære at forstå udyret uden at lade det definere os.