Kunsten at lave ingenting

Vi ved det, mens vi gør det, men vi kan ikke lade være. Det er, som om at hver berøring på skærmen bliver en mekanisk handling, der aldrig fører til en tilfredsstillende stimuli. Vi ved ikke engang, hvad vi egentlig søger eller leder efter. Men kedsomheden er kravlet ind under huden på os, og vi leder desperat efter en kur, der kan dræbe den. For vi kan mærke en ængstelighed, når vi ser, at udsigten viser, at der ikke er noget vi skal.

Så hvad gør vi, når vi hverken gider at se et afsnit mere, læse flere nyheder, hækle en ny hat, høre podcast eller se nogle mennesker? Hvad gør vi, når kedsomheden og den manglende lyst rammer os, og vi ikke absolut ikke kan mærke, hvad vi har lyst til?

Måske er det her, den oversete kunst "at undlade at lave noget" står med en invitation i hånden til os. En invitation til ren og skær inaktivitet, som slukker for eksterne inputs og lader os høre de indre inputs, før vi igen bombarderes udefra. Måske skal vi ikke altid udfylde pauserne med informationer, men give os selv fri fra indtryk og mental aktivitet. Denne frygt vidner om en dybere social dynamik, hvor samfundet skaber forventninger om konstant aktivitet og interessante ting på programmet. Det minder os nemlig om, at vi ikke altid behøver at producere noget “brugbart”.

Imran Rashid, forfatter til bøgerne "Sluk!" og "Mærkbarhed," påpeger, at vores konstante adgang til digitale stimuli har alvorlige konsekvenser. Han sammenligner det med et omvendt skakur, der fyldes med indhold, som uundgåeligt vil fange vores interesse eller underholde os, hver gang vi lægger vores telefon fra os. Den konstante strøm af digitale indtryk, som kan ses som mentalt slik, kan give huller i hukommelsen og koncentrationen, men resulterer også i mental usundhed. Rashid mener nemlig, at vi skal udvikle den samme rygrad overfor "åndelig føde" som den, vi har over for den fysiske mad. Den digitale stimuli skader nemlig vores evne til at koncentrere os og fordybe os, hvilket gør, at vi må blackliste stimuli-festen engang imellem. 

I stedet for at kæmpe imod kedsomheden, kan den blive et åbent lærred, hvor vi kan komme ind i vores egne tanker og følelser. Selvom det kræver mod at træde ind i dette rum og modstå fristelsen til at trække telefonen frem ved den mindste følelse af ubehag, kan vi opdage, at der gemmer sig en livlig verden bag garderoben inde i os. Det er ofte i kedsomhedens tomrum, at nogle af de mest krøllede tanker kan opstå fra de døde.

Selvom det kan virke næsten grænseoverskridende og akavet at ligge i sengen og kigge op i loftet, kan det give os adgang til en ny verden i vores egne tanker, refleksioner, fantasier, mål og drømme. Eller det kan blot give vores sind en velfortjent pause fra den konstante strøm af information. Når vi siger ja til kedsomheden, siger vi nej til det konstante krav om produktivitet og underholdning.

Åben dagbogen og opdigt hvordan denne kedsomheds karakter ser ud, føles og hvorfor point of no return er kommet. Du ER kedsomheden, og du må gerne give den handling, stemme og skrive dig helt ind i følelsen. Det kan være rart at efterlade følelserne i ordene, så du kan få irritationen ud af din krop.

Grib blyanten og skriv et brev til dig selv, hvor du udtrykker dine bekymringer, som om du er din egen mor. Det kan virkelig hjælpe med at give overblik, klarhed og perspektiv, hvor vi kan blive meget overraskende over, hvor meget vi egentlig håndterer.

Vælg ét bestemt område, som du ønsker at udtømme dine tanker omkring ved at fokusere kun på det. Du har netop tiden til, at tænke på kreative projekter, julegaveideer, fremtidsdrømme, rejser eller noget helt andet.

Luk øjnene og fokusér på et minde eller et ønsket scenarie, som du kan drømme dig ind i. Sanseindtryk som dufte, lyde og følelser må gerne være med i legen. Det må gerne have en klang af børnehave og Alice i eventyrland, hvis bare du kan forsøge ikke at have et blik på dig selv. For når du slipper det, kan det være virkelig berigende at tillade sig selv at komme derhen. 

Gå ind i dine relationer og overvej, hvad de giver dig. Det kan både være personlige eller professionelle. Hvordan påvirker det dig? Er der noget du vil ændre for at styrke eller forbedre dine relationer? Og hvilke er du særligt taknemmelige for?

Vi må ikke forbinde kedsomheden med dovenskab, bare fordi vi ikke bruger tiden på optimering og to-do-lister. Når vi bevidst trækker os fra den konstante strøm af opgaver, er det ikke ensbetydende med dovenskab, men et valg om at gøre sig fri af den evige tilgængelighed. Det kan være en nødvendig handling, at sætte os selv i kontakt med kedsomheds-stikket for at oplade vores indre barn og frihedsfølelse, så der ikke kun går tik-tok, tun-madder, arbejde og studieliv i den. En times swipe rundt mellem forskellige platforme kan efterlade tankerne uden nogen retning, fordi vi hele tiden skal føle os produktive selvom vi slapper af.

Når vi lader os drive af kedsomhed kan vi opleve, at vores sind begynder at udforske nye kreative stier. Måske kommer der pludselig en idé til overfladen, som har ligget gemt bag støjen fra vores skærmtid. Det kan være en kreativ gnist, et barndomsminde som skal genoplives, en glemt passion eller hvad vi end finder mening i. På den måde bliver vores fritid ikke længere en fjende, men en indre guide. Når vi ikke er bange for intetheden, kan noget andet smukt opstå. 

Ved at omfavne kedsomheden, og give os selv tilladelse til at lade tankerne løbe løbsk uden konstant ekstern påvirkning, åbner vi døren til en verden af indre refleksion og muligheder. Hvor det ikke handler om dovenskab, men om at vælge friheden fra den konstante strøm af opgaver og forpligtelser. Det er netop her, at kedsomheden kan få kreative tanker til at spire og genfinde vores indre barn i det enkle og frie.

Så næste gang du finder dig selv i en rastløs stimuli-trang, så prøv at tage imod invitationen fra kunsten i ikke at lave noget <33

Jeg hørte som barn, at du var sund

Du kunne sætte hjul på kreativiteten

Så hovedet kunne rulle

Men du er også stilstanden 

En slags hinde der fanger mig

Som gør tiden påtrængende

Hvis jeg kan slappe af i dig

Gør din hinde mig ingenting

Så er det som at nulstille i stilhed 

Men du kommer ikke så tit længere

For jeg har teknologiens nåle klar 

til at prikke hul i dig

Som dopaminnåle jeg har i lommen

Men det er ubehageligt 

Når dopaminen ikke udløser 

Det handler om ikke at forsøge

Så kan jeg måske blive barn igen