Fra 1. januar 2022 stiger prisen på individuelle samtaler. En drastisk beslutning, som vi rigtigt gerne vil forklare lidt mere om.
Vi har nu gennem to år arbejdet med den mission, der startede det hele – nemlig at forebygge mistrivsel og gøre psykologisk hjælp mere tilgængeligt for så mange unge som muligt.
Det er heldigvis stadig vores mission.
En mission, der er vokset og vokset i takt med at behovet også er det. Alene i år har vi haft over 1800 samtaler med fortvivlede, ligesindede unge, der har rakt ud med ønsket om at tale med nogen om det, de går og føler.
Passionen for missionen bliver ved med at vokse her på Avilius – så næste år vil vi gerne hjælpe endnu flere unge.
Men for at gøre det, skal vi have et økonomisk bæredygtigt fundament.
Fra 1. januar 2022 vil individuelle samtaler altså koste 399,- i stedet for 299,-.
Det er selvfølgelig en ret drastisk prisstigning, og derfor synes vi det er naturligt at forklare, hvor de ekstra 100 kr. havner.
I korte træk vil pengene blive fordelt på to af de poster, vi altid arbejder på at forbedre:
Lidt til de ansatte
En stor del vil gå til at aflønne din samtalepartner for den forberedelse, de gør sig før og efter din samtale. Udover samtaler er der nemlig en masse frivilligt arbejde, vi indtil videre ikke havde råd til at aflønne. Det drejer sig fx. om journalføring, supervision med andre terapeuter og psykologisk research.
Med prisstigningen kan vi tage et lille skridt og betale samtalepartnerne for den forberedelsestid, der er nødvendig inden hver samtale.
...og lidt til de udsatte
Resten vil vi geninvestere i de organisationer og firmaer som tager over, hvor vi ikke kan være med. I Avilius vægter vi faglighed meget højt og har derfor en meget lille talent pool. Psykologistudiet kræver et af landets højeste snit. Det resulterer på den ene side i nogle uhyre dygtige samtalepartnere, men gør også, at vi ender med at være en utroligt homogen flok med mange af de samme erfaringer, historier og perspektiver. Vi vil bruge tid, midler og energi på at skabe og pleje samarbejdsaftaler med fx. minoritetsorganisationer, patientforeninger og andre grupper, der kan alle de ting, vi ikke selv kan – for at skabe et stærkere netværk og sikre, at alle får den rigtige hjælp.
Vi bygger lige nu på næste version af hjemmesiden, der vil inkludere et roadmap over de interne tiltag, vi arbejder på – og hvordan vi griber det an.
Vi glæder os til at kunne skabe en bedre arbejdsplads, bedre ydelser, hjælpe endnu flere unge og samtidig sørge for, at vi kan eksistere mange år endnu.
Hvis du har tanker om prisstigningen, som du gerne vil dele, så er du velkommen til at henvende dig til os.
Første samtale er stadig gratis, og priserne på gruppeterapi og andre ydelser stiger ikke.
Tusind tak for din forståelse.
Kærlige hilsner,
Oliver Herlitschek og Jonas Schøsler Stiftere af Avilius
Velkommen til Avilius!
Et terapihus for unge, af unge. Vi laver individuel terapi og gruppeterapi til dig, der har brug for nogen at tale med.