Scener fra et ungdomsliv: Røde bukser i mulighedsland

Det kan godt være, at dette skriv løber af med mig, for jeg ligger i kampens hede under dynen med benene krydset over hinanden. De røde bukser på mine ben indikerer et stort rødt kryds til tilstedeværelsen lige i denne omstændighed. I går var det en helt anden tekstur, der omfavnede mig, men nu farer jeg forvirret rundt i en jungle, hvor grenene tager fat i min hånd, før jeg tager fat i dem.

De konstante beslutninger har fordunklet mig og pisket på mit sind. Jeg føler konstant, at klokken har ringet ind til time, så jeg knap nok når at holde frikvarter og lege hop over bold. Men den indre lærer prædiker om alt for meget stillingtagen, som jeg må kigge i øjnene, før de straffer mig.

De sidste dage har jeg forsøgt at snuppe et forstørrelsesglas og kigge helt tæt på de nærliggende gøremål og beslutninger. Men når jeg endelig får stillet skarpt, kommer den uvisse, uklare og uforudsigelige hånd og tager det fra mig. Det er netop der, at jeg havner i dynen og forsøger at skrive det ud af mine fingre.

Nogle gange kan jeg føle mig som en travbanehest, som traver hurtigere end alle andre væddeløbsheste. Men så sker der det mærkelige her i tilstedeværelsen, at jeg midt i farten havner inde på midten af banen, hvor jeg kan sidde og betragte de andre. Så sidder jeg derinde og beskylder min hormonelle cyklus for alt ondt i verden.

Når jeg er havnet derinde i midten, er det som om, at alting larmer. Jeg kan næsten ikke engang høre Hjerteflimmer for voksne, overgive mig til en serie eller nyde en god pasta bolo uden indre forstyrrelser. Det er de forstyrrelser, der skriger efter et øjebliks klarsyn over vejens forløb, færdselstavler, udfordringer og hvornår jeg skal sænke farten. For i denne tilstand er der ikke dækning på overskudskontoen, fordi jeg har løbet for stærkt til at fange signalerne.

I samme tilstand kan jeg sidde overfor mine dejlige veninder og leje guru. Fortælle dem, at de må spise tilstedeværelsen som en Ben & Jerry med cookie dough. Bryde den ned i små bidder og nyde de bidder, der smager af vanilje, og pludselig fanger man en god klump, der smager af sød tilstedeværelse. For man kan ikke tage en hel liter i en bid, så får man altså ondt i mavsen. Man må nedbryde de ting, som man handler på lige nu.

Så må man gerne stille resten i fryseren. Jeg kan også prædike om, at man må sørge for sit eget hus, før man indretter andres. For vi skal føle os hjemme i os selv, før vi kan være hos andre.

Jeg mener egentlig, at mit sind er skabt af et rimelig robust materiale. Det er ikke bange for ridser og blå mærker, for jeg ved, at det er smukt med erfaringsguf i navlen. Men så kan jeg pludselig havne i midten af banen med et handlingslammet flag i hånden, hvor praktikaliteterne, der er forbundet med den menneskelige eksistens, kan føles som en myg, jeg ikke kan klappe, fordi mine hænder er fyldte. Hvor det sidste punktum aldrig bliver sat, fordi en ny sætning hele tiden er under arbejde. Jeg bryder mig ikke særlig meget om de livsmæssige ad hoc-opgaver, selvom ad hoc blev en del af mit CV efter receptionistarbejde. Men jeg elsker at føle mig som en vrinskende hest på banen, hvor jeg må skeje ud og svinge manken uden at tjene til noget bestemt formål. Derfor kommer jeg nok til at sætte lighedstegn ved ad hoc og den handlingslammede midte.

Det er nok oppe på min øverste etage, at jeg må tillægge midten noget af den vrinskende energi. Når jeg snakker om ad-hoc, så tænker jeg på ansøgninger, CV, læsning, opgaver og korrekturlæsning, som er ting, jeg ikke forbinder med en lystbetonet tilstedeværelse. Ordet lystbetonet har sat sig fast, lige siden ordet blev en del af mit ordforråd. Det kunne jeg godt tænke mig, at min bog til livets hylde skulle have som overskrift. For jeg elsker mit arbejde, skrivelyst og mine relationer, som er præget af lyst. Så hvorfor skal jeg have videnskabsteori og lugte af leverpostej?

Det gør jeg jo heller ikke, men det kan nogle gange skræmme mig at sidde fast. Det med at sidde fast i tilstedeværelsen er noget af det, som leverpostejen repræsenterer for mig. Men den er nødvendigvis ikke dårlig, når man spiser den. Jeg tror ofte, at vi kan komme til at tro, at vi skal noget vildt og stort med den krop, vi er havnet i. Selvom det faktisk kan være i de helt små daglige begivenheder, at jeg mærker lykken skylle gennem kroppen. Da jeg dangderede den på sofaen med min veninde og så "Alene sammen" og lavede en detaljeorienteret analyse af castet, så mærkede jeg pludselig glæden i at bruge søndagen uden tempo eller nogle større gøremål. Men følelsen af, at smage på Eckhart Tolle og det smukke i ”Nuets kraft”.

Fordi livet ikke nødvendigvis skal forvandles til en lang to-do-liste, hvor dagene går ud på at fluebene så mange punkter som muligt.

Det er sjovt, hvordan nye perspektiver eller input kan give en fornyet forståelse og motivation. Selvom jeg ikke var helt opslugt af kunsten i at være fucking ligeglad, så fik jeg pludselig lysten til ad-hoc opgaverne i en periode. Fordi hovedpointen jo er, at du er nødt til at vælge, hvilke problemer du vil have i dit liv, og hvilke problemer du vælger at falde ned i - at livet grundlæggende set handler om at løse problemer og at det faktisk er midt i løsningen af problemerne, at lykken kan skinne os i øjnene. Fordi vores konto altid vil variere mellem plus og minus, er det derfor, at jeg fandt overskud til at løse de nære udfordringer uden at gøre dem usexede. Det virkede i en kort periode, indtil den daglige informationsindtagning hviskede det væk fra frontallapperne. Derfor er jeg begyndt at nedskrive de ting, som jeg finder motiverende for den lystbetonede tilgang til livet.

Nogle gange er det kun i hovedet, at det med at få svaret på en besked eller mail kan være et drænende gøremål, så kan tilgangen være mindre kompliceret. For hvis det er en besked, der kan indgå i 2 minutters-kategorien, så er det ikke meget energi, det behøver at tage. Men hvis jeg lægger den i fryseren, så kan jeg glemme, at jeg har den. For det er ikke særlig lystbetonet at åbne køleskabet, når man skal sove og huske på alle de ting, man kunne tage stilling til. Derfor tror jeg, at det handler om at lægge de rigtige ting på køl og opveje, hvornår vi har appetitten til at tage en skefuld ad gangen.

Det kan jo være svært at træffe de vigtige livsvalg, som kan føles definerende og begrænsende. Banen kan kridtes hårdt op, hvor det kan føles som en kontrastfyldt limbo mellem succes og falliterklæring. Men hver bid definerer ikke resten af livet, for vi glemmer at mellemregningerne godt kan ændre struktur, og resultaterne behøver ikke være korrekte for at være rigtige.

Også romantiske relationer, venskaber og fritidsinteresser har individuelle mellemregningsprocesser.

Så er det faktisk der, at jeg øver mig i at tage et skridt tilbage, sutte på min finger og stikke den langt op i luften for at fornemme temperaturen. Det er først når jeg mærker temperaturen, at jeg kan vælge påklædning. Husk dig selv på, at du har glemt den dag i 2017, hvor du skulle have valgt at se X-Factor i stedet for at have bæfjæs på Alpehytten. Frygten for at vælge forkert må ikke overdøve intuitionen. Selvom du brugte 4 måneder på Kasper, lærte han dig noget om motorcykelsport og tålmodighed. Selvom det var forkert at starte på ingeniøruddannelsen, har det gjort dig i stand til at hænge en lampe op. Det er de flygtige veje, der gør vores indre GPS i stand til at lære at navigere og finde vej.

Selvom afrundingen bærer mere præg af en høj procent af fløde, så er livet altså en rejse og ikke en destination. Jeg ved ikke, hvordan de røde krydsede ben i sengen udviklede sig til en selvhjælpsprosa, men det var nok det, jeg selv havde brug for. Jeg kan bedst lide, at konklusionen har en forholdsvis lukket slutning, så jeg ikke skal lade læseren sidde med flere uafklarede ting på programmet. Så nu tror jeg, at jeg skifter bukser og bevæger mig væk fra den handlingslammede midte. Klapper hesten, renser hovene og traver videre på min bane i et tempo, der passer til temperaturen, som jeg nu vil mærke på min finger!