Det kan være overvældende, når vi hører virkelighedsklokken ringe ind til time efter en lang ferie. Her er nogle tips, der kan gøre overgangen tilbage til hverdagen mere behagelig.
Det er måske først nu, vi endelig mærker ferien trænge ind under overfladen. Og nu er det som om, at den har smuldret mellem vores fingre som sandkorn af sommer, der er blæst væk i vinden. Nu skal hænderne pludselig fyldes med bøger og filterkaffe, hvilket kan være en hård kontrast. Især hvis vi endelig mærker, at vores krop har fundet ferie-fred og endelig har fået den indre alarm ud af kroppen om morgenen.
Efter en lang sommerferie, hvor akademisk læsning kan virke som en fjern galakse. Så skal vi udstyre vores rumraket med værktøjer, der kan gøre det sjovt at vende tilbage til ansvar, social stimuli, forelæsninger og hverdagsstruktur. Du glæder dig måske til at få nogle rammer på banen igen, så der ikke kun går bland-selv slik, festivals-snak og hygge i den. Men lige meget hvilken følelse du sidder med ovenpå sommeren, kan overgangen være udfordrende at indstille sig på. Derfor giver vi et par råd og øvelser, som kan hjælpe dig med at komme godt fra start.
1. Start overgangen gradvist
Vi kan ofte lave en meget skarp overgang, hvor vi sætter en dato på, hvornår vi skal vende tilbage til hverdagen. Hvis vi gør overgangen for markant, kan det være lidt ligesom en hård slankekur, som kan være svær at holde, hvis vi sætter for mange restriktioner for os selv.
I stedet for at gå fra 0 til 100 med det samme, kan det hjælpe at skabe en gradvis overgang mellem ferielivet og studielivet.
Derfor kan vi starte med at genindføre nogle af de daglige rutiner et par dage, før studierne officielt begynder, som kan gøre det nemmere at få vores mentalitet med på de kommende fysiske forandringer. Eksempelvis, læse studieordningen til en god kop kaffe, danne dig kalender-overblik, købe en god notesbog eller lave læseplan. På den måde skaber du et udgangspunkt og vænner dig til tanken om et skifte. Ja, det er sgu et kedeligt råd, men det virker!
2. Skab hyggelige ydre rammer
Studiekultur kan komme til at rime på en hård struktur. Men vi skal selv finde de strukturelle rammer, der passer til vores ambitioner og indlæringspræferencer. Vi kan nogle gange komme til at sætte og på en kold stol med dårlig nakke, i stedet for at tænde et stearinlys, sidde blødt og gøre læsningen til en behagelig oplevelse for os selv. Det er ikke mindre ambitiøst at gøre de lange studiedage til noget, der også er hyggeligt. Tværtimod viser det en forståelse for vigtigheden af at balancere effektivitet og komfort, som kan øge vores lyst til at knække de hårde koder.
3. Pluk de gode vaner fra ferien
Ferien har måske været med til at indføre nye gode vaner, som løbeture, spise sundt og få nok søvn. Det behøver ikke kun forblive i ferien, men kan også inkorporeres i hverdagen. Du kan sætte dig ned med en ven og lave et overblik over, hvilke ting, som giver dig energi og plukke ud, og tilpasse dem. Det kan være at løbeturen kan være transportmiddel til skolen, eller bolledejen kan laves, mens du lytter til en podcast om faget, eller meditationen kan bringe dig tættere på, hvordan hverdagen skal håndteres. Så overvej, om de gode vaner kan kombineres med studiet og forsøde travlheden.
4. Lær at sige nej
Det er vigtigt at erkende, at det er helt acceptabelt at sige nej til kaffeaftaler eller andre sociale arrangementer, når vi har haft lange dage fyldt med interaktioner, gruppearbejde og mentalt stimulerende aktiviteter. Når vi endelig kommer hjem, kan vores kognitive ressourcer være udtømte, og vores mentale energi kan være på et lavpunkt. Menneskerne omkring os kan have en forventning om, at du har masser af tid, selvom du studerer. Derfor er det okay at trække sig tilbage for at genvinde energi for at opretholde vores produktivitet og en sund balance mellem arbejde og hvile. At studere er et krævende fuldtidsjob, og det kræver at nej-hatten ikke må være for svær at finde frem.
Når vi sætter klare grænser og prioriterer vores studier, betyder det ikke, at vi ignorerer vores omgivelser, men snarere at vi anerkender vigtigheden i vores egne behov.
5. Bliv bevidst om, hvornår du studerer bedst
Den optimale studiemetode varierer fra person til person. Men når vi konfronteres med Kathrine, der læser flere uger frem og anmoder om at få materiale udgivet til næste semester, kan vi hurtigt stresse over vores egen indsats. Derfor kan det hjælpe at bruge tid inden studiestart på at overveje vores egen tilgang til studiet. Ønsker vi at fokusere fuldt ud på studierne i hverdagene og tage pauser i weekenderne? Eller vil vi hellere sprede arbejdet ud over mindre portioner i løbet af weekenden? Disse overvejelser kan mindske sammenligninger, skabe en mere bevidst struktur og reducerer stressniveauet og skabe accept overfor vores eget ambitionsniveau.
6. Pak præstationer og notifikationer væk
Præstationer og notifikationer er to sider af samme mønt. Mens vores telefoner og digitale enheder tilbyder os konstante strømme af information og feedback, kan de også udgøre en potentielt distraherende faktor, der skubber os væk fra vores hovedopgaver. Det er ikke et råd der kommer fra den dybe tallerken, men hvis vi kan indlægge tid, hvor notifikationerne er lagt på køl, kan vores hoved bedre bevæge sig. Selvom telefonen kan være mere tiltalende end at læse Platon, kan vi opnå en større fordybelse, når den ikke kigger på os fra siden. Den impuls, der får os til at gribe telefonen, når læsestoffet bliver udfordrende, kan erstattes af en rolig tålmodighed, når vi lader teknologien hvile.
7. Find de overbærende læsebriller frem
Overgangen fra afslapning til studieforpligtelser kan være en betydelig omvæltning, og det er okay at føle sig overvældet fra tid til anden. Det er en tid, hvor vi bør huske at være ekstra tålmodige og forstående over for os selv. At tillade os selv at mærke reaktionerne er en del af den naturlige tilpasningsproces. Derfor må vi omfavne følelserne med en overbærenhed og venlighed i vores indre stemme, mens vi gradvist genopbygger vores studierutine og finder vores fodfæste igen.
Her er et lille digt, som kan sende dig godt tilbage fra ferie:
Det er søndag og i morgen ringer det ind til time igen
Nu skal jeg scoute, hvem der skal være min forelæsningsven
Min kalender ligner det periodiske system
Må afkode det, mens jeg bærer et selvkærligt diadem
Fra morgener, hvor dagen langsomt kunne rulle ind
Mærker jeg nu, at studieordningen prikker på min kind
Huskede lige Dan Turéll og hans kloge hverdagssnak
Som mindede mig om rutinernes lækre lak
At den kendte udsigt er smuk at kigge på
Det er versene i livets søde sang
Når vi kender teksten, mens vi går den samme gang
Men vi kan gå den på forskellige måder og forstå
At vi selv kan vælge byggestenene til hverdagens slot
Bare fordi sommeren slutter, kan det stadig være hot
Velkommen til Avilius!
Et terapihus for unge, af unge. Vi laver individuel terapi og gruppeterapi til dig, der har brug for nogen at tale med.