Kalenderen skriver november måned, og vi står atter ansigt til ansigt med den barske kendsgerning, at den lyse og lune sommer er forbi, og langsomt men sikkert erstattes af vinterhalvårets ubarmhjertige mørke og intimiderende kuldegrader. Udsigten til regn, blæst og forsvindende korte dage virker nedslående på de fleste af os, men i denne artikel skal vi kaste et mere optimistisk blik på de forestående vinterforhold og dykke ned i en unik mulighed for livsudfoldelse, som de lave temperaturer bringer med sig.

Det skal nemlig handle om vinterbadning – en ekstraordinær aktivitet, der af gode grunde skiller vandene. De fleste foragter det og vil argumentere, at der findes mere effektive samt mindre pinefulde måder at tage livet af sig. Alligevel har vi i Danmark de seneste 10 år været vidner til en stigning i antallet af vinterbadere så markant, at de fleste vinterbadningsklubber i dag opererer med ventelister. Overordnet kan vi forstå denne stigende efterspørgsel som en bevægelse i vores kollektive bevidsthed henimod et mere holistisk sundhedsbegreb samt et ønske om at komme ned i tempo og vende tilbage til naturen. Mere konkret må både Coronapandemien såvel som en yderligtgående mand fra Holland ved navn Wim Hof og hans særlige vejrtrækningsteknik krediteres for at have pustet ekstra vind i sejlene på de badeglade tendenser.

Men hvad er det for psykologiske virkninger, der gemmer sig under vandspejlet og drager et stadigvæk stigende antal mennesker mod det kolde gys? Det skal vi i fællesskab se nærmere på.

En hurtig søgning på world wide web viser, at nettet i forvejen flyder over med artikler og blogindlæg som dette, der gør rede for fordelene ved vinterbadning. Modstandsdygtigt immunforsvar, styrket kredsløb, mindsket aldring, forebygget diabetes, nedkæmpet inflammation, udskilte endorfiner og alt muligt andet godt fra havet – listen over måder vi fysiologisk responderer på en tur i naturens badekar, rammer aldrig bunden. Hvilket er ganske forståeligt. Som moderne vestlinge har vi alle fået en naturvidenskabelig verdensforståelse ind med modermælken og vi elsker konkrete og håndgribelige forklaringer på komplicerede fænomener. I det næste vil jeg imidlertid prøve at supplere denne biologiske forklaringsramme ved at dele nogle refleksioner omkring de mere psykologiske og oplevelsesmæssige aspekter af en iskold dukkert.

En af de mest markante psykologiske virkninger ved vinterbadning er, at det trækker os ned i kroppen. Med det mener jeg, at fra at have været i hovedet, hvor vores bevidsthed næsten udelukkende består af tanker, kommer vi ned i kroppen, hvormed vores bevidsthed skifter til i meget større grad at bestå af sansninger og følelser. Fra at have været til stede i verden på en meget tænkende og selvbevidst måde, hvilket de fleste af os er størstedelen af tiden, tvinger kontakten med det kolde vand os ind i en form for tilstedeværelse, hvor vi i større grad mærker os selv og verden.

Før du springer i vandet, sanser du mod huden den kolde vind og de våde badebrosbrædder, der tilsammen giver en smagsprøve på det kuldechok, der venter, og du føler måske en vis modstand imod at udsætte dig selv for pinslen. Når du endelig er kommet i vandet, sanser du nok forbigående smerter forskellige steder i kroppen imens du forsøger at genvinde kontrol over dit åndedræt, og føler sandsynligvis en tiltagende desperation efter at komme op fra vandet igen. Når du så er oppe igen, sanser du hvordan kontakten med luften og badebroen ikke er ubehagelig længere, og du vil ofte mærke hvordan en særlig indre ro og dyb tilfredshed langsomt lægger sig over dig.

Dette skifte vil for de fleste være ret fremmed og svært at give sig hen til, men ikke desto mindre enormt beroligende, livsbekræftende og tiltrængt i en tid, hvor vores skole, arbejde og dagligdag i det hele taget stiller så høje krav til vores intellekt, og sjældent lægger op til at vi bare er til stede som den instinktive menneskeabe vi så langt hen ad vejen kan siges at være. Som tidligere nævnte Wim Hof pointerer meget rammende i et interview med Frank Ocean, så er der sket et markant skifte i menneskets levevilkår på en sådan måde, at fra traditionelt af have været belastet af fysiologisk stress, så er vores stress i dag af mere mental karakter. Som art plejede vi at være sultne på daglig basis, fryse gennem vinteren og lide voldsomme smerter ifm. skader og sygdom.

I dag beskytter vores rigdom, videnskab og teknologi os imod det meste af dette, men efterlader os til gengæld fysisk understimulerede og sårbare overfor større lidelse i sindet i stedet. Set i dette lys bidrager vinterbadning til en større grad af ligevægt i vores måde at erfare os selv og være til i verden på, da det på én gang giver hovedet en tiltrængt pause og kroppen en ligeledes tiltrængt stimulus.

Afslutningsvis vil jeg fremhæve, at det her med, at vi kommer ”fra hovedet” og ”ned i kroppen” blot skal forstås som billedsprog for, at vores oplevelse af at være til skifter karakter på en grundlæggende måde. Mange af os har en implicit oplevelse af at være lokaliseret inde i hovedet et sted bag øjnene og mellem ørene, hvorfra vi tænker vores tanker, træffer vores valg og sender besked til vores ellers ubevidste krop om hvad den skal gøre. På denne baggrund vil metaforen om at blive trukket ”ned i kroppen” give mening, men egentligt vil jeg slå et slag for i mindre grad at skelne mellem hoved og krop, end vi gør i daglig tale og forståelse. Snarere vil jeg lægge op til en forståelse af, at krop og sind hænger uløseligt sammen – endda i bund og grund er ét og samme – som på mystisk og fascinerende vis giver anledning til vores menneskelige bevidsthed. Men mere om det en anden gang …

Et andet vigtigt aspekt af vinterbadning, der yderligere bidrager til mental sundhed er, at badeturen bliver en positiv erfaring af at gøre noget ellers udfordrende og vanskeligt, fordi du satte dig det for. Hvor garvet en vinterbader du end er, vil der altid være et element af indre modstand, du er nødt til at overkomme for rent faktisk at sænke dig ned i badevandet. Denne modstand er ganske naturlig og kan dels forstås på baggrund af din vished om, hvor ekstrem en stimulus du går i møde, hvor langt ud af ligevægt denne momentært vil bringe dig og hvor stor en anstrengelse det kommer til at kræve at bringe dig tilbage i komfort igen; men kan også forstås som en nedarvet modstand, fordi vores forfædre gennem mange tusinde år har erfaret, hvor livsfarligt det kolde vand også kan være.

Således kan der siges at udspille sig et drama mellem forskellige delpersonligheder i dig imens du står på badebroen og tøver. Én del ønsker – overbevist om at dette er det bedste for dig på både kort og lang sigt – at du skal springe i vandet, alt imens en anden del råber og skriger indefra, at aktiviteten er livsfarlig eller i det mindste ikke kraftanstrengelsen værd. ”Der er ingen grund til at udsætte dig selv for det”, ”du har i virkeligheden ikke behov for det” og ”du gør det en anden gang” hvisker din indre modstander tillokkende. Netop dette scenarie, hvor du fra ét sted i dig selv mærker hvordan noget vil være rigtigt for dig og du ønsker at handle på det, men samtidigt fra et andet sted i dig holder dig selv tilbage, fordi det vil bringe dig ud af din comfortzone, er så arketypisk menneskeligt. Vi kender det alle sammen, hvad end det drejer sig om at tage ordet foran en større forsamling, sige fra overfor unfair behandling eller bede om nummeret på en spændende medpassager i bussen.

Det afgørende i situationer som disse er, hvilken side af dig selv, der vinder forhandlingen og dermed bestemmelsesretten over, hvordan du i sidste ende handler; er det den side, der fra et dybt sted i dig selv ved hvad der er mest rigtigt for dig? Eller er den side, der bare gerne vil forblive komfortabel nu og her og udsætte de udfordrende handlinger til næste gang? Mit argument i denne sammenhæng er, at vinterbadning kan fungere som en effektiv måde at komme i større kontakt med denne velmenende og mere sande side af dig selv, hjælpe den til at samle sig styrke og lade den indtage en større plads i din sjæl. Med andre ord kan man sige, at vinterbadning kan fungere som en slags gratis, konkret og yderst tilgængelig form for selvtillidstræning, selvom budskabet egentligt er ment dybere end det. Vinterbadning kan fungere som en praksis hvorved du fremmer kontakten til dit sande selv, vækker latente ressourcer gemt i dig selv til live, bliver mere modig og demonstrerer overfor din indre modstander, at du ikke har tænkt dig at lade den holde dig tilbage fra det liv du ønsker.

Med denne artikel har jeg forsøgt at skildre nogle potentielle sammenhænge mellem vinterbadning og mental sundhed. Ro på tankerne, større kontakt til dig selv og din krop samt en mere robust tillid til dig selv i udfordrende situationer – måske dette har givet dig appetit på at give den kølige galskab en chance? I så fald skal en kærlig opfordring herfra lyde at snøre badeshortsene eller trække i badedragten og springe ud i det. Spørg en åbensindet ven eller to om I skal prøve noget nyt sammen? Om I ikke skal samles om et fælles projekt over vinteren? Lad det ikke blive endnu en pligt eller en konkurrencepræget og præstationsfokuseret aktivitet, hvor det gælder om at springe på hovedet eller være i vandet i længst tid. Prøv at dyrke fællesskabsaspektet i det, løft hinanden i flok og gør jer umage for at det bliver sjovt og hyggeligt. Skiftes eventuelt til at medbringe noget varmt at drikke og friske forsyninger fra bageren, og husk rigeligt med varmt tøj. Og sidst, men ikke mindst: gør det med sans for sikkerhed og respekt for vandet – det er koldere end dig i sidste ende.