Jeg oplever ofte, at jeg stræber efter noget, som hurtigt glider væk fra mig, når jeg nærmer mig. Det handler ikke om, at jeg ikke opnår en masse dejlige ting eller ikke kan stoppe op og være stolt. Det handler mere om, at mine forventninger til mig selv bliver til uendelige horisonter, der kun udvider sig, jo tættere jeg kommer på dem. Som om min bevidsthed ikke formår at følge med og glemmer, at regnbuens ende altid vil flytte sig.

Da jeg var barn, skulle jeg bare holde mig inden for mine forældres klare regler. Men nu har voksenlivet sneget sig ind under mit tøj og byttet dem ud med større mål – og muligheden for selv at skabe reglerne. Derfor føles det nogle gange, som om jeg navigerer efter en usynlig kode af forventninger. Ikke længere en stemme, der siger "du må ikke", men i stedet et uudtalt "du burde".

Mine dagtimer bliver hurtigt fyldt med gøremål, som jeg enten får krydset af eller efterlader som tomme, udsultede bokse. Når mørket falder, dukker et indre evalueringsskema op og spørger: Hvordan gik det så med de mål? En dom falder over mig. Har jeg gjort nok?

Jeg er ikke en god nok søster – du glemmer jo at ringe. Hvorfor bruger jeg penge på kaffeaftaler, når jeg ikke har råd? Jeg skulle ikke have spist den Toblerone, skulle have læst teksten færdig, svaret på den besked, ryddet ud i mit klædeskab, fået styr på forsikringen og skabt struktur i rodeskuffen. Hvorfor gjorde jeg det ikke? Mulighederne er der hele tiden, men tiden rækker aldrig til det hele.

Det er ikke nødvendigvis skyldfølelse, men en skam, der skyller ind som en bølge. En lang, altomsluttende smøre, hvor mit hoved forvandles til en hyperaktiv alt-eller-intet kritiker, der glemmer alt det, jeg faktisk fik gjort. Selvom der de seneste år har været stort fokus på præstationskultur, ser jeg konstant den ydre verdens resultater og måler mig selv op imod dem. At være "god til noget" føles aldrig som "god nok."

Jeg bliver hurtigt overbevist om, at mine forsøg er fejlbehæftede, ufuldendte. For hvis jeg ikke kan gøre det godt nok, hvorfor så overhovedet gøre det?

Og alligevel fortsætter jeg. Måske fordi idealerne bærer en dyb længsel efter at blive set og husket for noget, jeg virkelig mestrer. Det virker beundringsværdigt at være så passioneret om noget, at jeg udmærker mig i andres øjne. Men det, jeg ofte glemmer, er, at jagten på det “perfekte” sjældent er helende. I stedet trækker det mig væk fra mig selv. Og jeg risikerer at miste mig selv i en uendelig overtænkning – uden helt at finde tilfredshed, aldrig helt fri.

Og uanset om jeg vandt en Grammy, stiftede et politisk parti, der eliminerede alt ondt i verden, løb med Miss Universe-titlen eller skabte en økonomi så bæredygtig, at træerne begyndte at klappe – ville der stadig dukke en ny horisont op i det fjerne. Måske ville jeg fortryde, at jeg var den overfladiske skønhedspris? At eliminere alt ondt kunne måske skabe pseudomennesker og The Substance-energi. Ja, måske. Men det er nok vores skæbne – at længes ustoppeligt og acceptere, at vi alle bærer en lille, uhelbredelig tomhedsfølelse i vores DNA. Måske skal vi bare erkende, at det er sådan, vi fungerer: altid kortvarigt mætte.

Det resulterede i en aha-oplevelse, da det gik op for mig, at de idealer, jeg stræber efter, ikke er realistiske – de er netop ideelle. Og det betyder, at de, af deres natur, aldrig kan opnås, fordi de altid vil være lidt længere væk.

Nu tillader jeg mig at skifte til et "vi-perspektiv," for jeg tror, jeg taler til majoriteten af vores generation. Jeg tror, at i denne opmærksomhed på, hvad idealerne gør ved os, ligger der måske en skjult gave – ikke i at realisere dem, men i at lade dem inspirere os. Som Demi Moores karakter i The Substance, der hele tiden forsøger at balancere mellem det realistiske og en syg længsel efter en uopnåelig bedre version af sig selv, falder mange af os i samme fælde, når idealerne bliver altfortærende. Idealernes største faldgrube er, at de ikke tillader det menneskelige – de ser kun det, vi burde være, ikke det, vi er.

Men hvad nu, hvis vi så på idealerne med et andet blik? Hvad nu, hvis vi lærte at idealisere det realistiske? Der er noget beskidt og ægte guld i det uperfekte, i de små sejre, i det skæve, og i de stunder, hvor vi danser uden spejl og uden tilskuere. At idealisere det realistiske handler om at værdsætte alt det, vi gør af kærlighed, uden nødvendigvis at stræbe efter at blive husket for det.

Idealernes natur er flygtig, og det vil de blive ved med at være. Men måske kan vi finde en dybere tilfredshed ved at acceptere, at vi ikke behøver at strække os hele vejen til horisonten for at føle os fuldendte. For for enden af idealet finder vi måske ikke guld i den gængse forstand, men noget langt mere værdifuldt: roen i at være god nok.