Del 2: Er du også pissetræt af præstationskulturen? Giv dig selv et 12-tal!

← Fortsat fra Del 1.

Vi kan ofte læse os til, at sociale medier, præstationskultur og karakterræs sætter unges selvværd under pres. Det er uden tvivl nogle strukturelle rammer, der kan gøre det svært at være ung, men sociale medier er ikke i sig selv skadende; det er konkurrence eller forventninger heller ikke.

Det bliver først farligt, når vi begynder at bruge dem som målestok for, hvor meget vi er værd. Hvis vi binder vores succes og identitet op på eksterne kriterier, som gode karakterer, skønhed eller karriere, så skal vi hele tiden leve med angsten for at tabe det hele på gulvet. Hvis vores selvværd og psykiske velvære står og falder med, hvor dygtige og smukke vi er i sammenligning med andre, så er der intet at sige til, at vi ikke er lykkeligere. Vi tror, at vi – i en tid, hvor vi kan beskære alt det grimme fra, alle nederlagene; en tid, hvor vi så let kan skjule ensomheden og få livet til at ligne én lang fest – har opstillet nogle uopnåelige og usunde betingelser for det at være menneske.

Vi har accepteret en række præmisser om, at vi altid skal være i fremdrift, være i form, rejse rundt, være sammen med nogen, se smart ud, mv. Vi ved godt, at solen ikke altid skinner på os, men alligevel bilder vi os selv ind, at det ikke gælder for andre.

En værdi kunne for eksempel være at være en omsorgsfuld og tillidsfuld person. Eller at være en loyal ven eller kæreste. Det kan også være en værdi om, at fejl er nødvendige trin på læringskurven og en præmis for succes. Det er egenskaber, der ikke er afhængige af din øvrige succes. Derimod er det egenskaber, der som regel betinger et kærlighedsfuldt liv med mennesker som holder af dig.

Vi har gjort det sværere for os selv og for hinanden at føle sig tilstrækkelig. At føle man er et sted i livet, der er OK. At vi ikke halter bagefter alle andre. At vi sgu egentlig ser helt OK ud. Vi skal genvinde den autenticitet og ærlighed, som vi har givet i bytte for glansbilleder om evige sejre, aktive livsstile og vidunderlige ferier.

Vi skal have nogle værdier for det at være menneske, der gør os uovervindelige. Uovervindelig i den forstand, at de ikke er afhængig af det der sker i den målbare verden – altså præstationssamfundet.

En værdi kunne være, at vi beslutter os for, at vi altid skal afslutte en samtale med ord, som ville kunne gælde som de sidste, vi sagde til den person vi snakker med. Tænk engang, hvis alle gjorde det? Ville vi gå fra nogen med ordene ”din fucking idiot”, hvis vi vidste, at det blev de sidste ord personen ville huske? Måske ham der ufrivilligt tager dig på røven, men hvad med folk, som du holder af? Forestil dig, hvad sådan en værdi ville skabe af muligheder i dine relationer.

Det kan også være noget langt mere simpelt, som at du skal huske at være opmærksom og nysgerrig, når du lytter til nogen, ligesom du gerne vil have de er det, når de lytter til dig.

Jeg kender ikke de værdier, som vil gøre dig uovervindelig. Dem skal du selv skabe.

Tænk hvis ingen af dine fem vigtigste værdier i livet kunne trues af konkurrence, en karakter eller en bedømmelse? Sikken frihed. Hvorfor ikke starte i dag?

Dine fem værdier, der gør dig uovervindelig er:
1.
2.
3.
4.
5.

I The Art of Possibility skriver Rosamund og Benjamin Zander:

Two prime ministers are sitting in a room discussing affairs of state. Suddenly a man bursts in, apoplectic with fury, shouting and stamping and banging his fist on the desk. The resident prime minister admonishes him:
“Peter”, he says, “kindly remember Rule Number 6,” whereupon Peter is instantly restored to complete calm, apologizes, and withdraws.
The politicians return to their conversation, only to be interrupted yet again twenty minutes later by a hysterical woman gesticulating wildly, her hair flying. Again the intruder is greeted with the words:
“Marie, please remember Rule Number 6.” Complete calm descends once more, and she too withdraws with a bow and an apology. When the scene is repeated for a third time, the visiting prime minister addresses his colleague:
“My dear friend, I’ve seen many things in my life, but never anything remarkable as this. Would you be willing to share with me the secret of Rule Number 6?”
“Very simple,” replies the resident prime minister, “Rule Number 6 is ‘Don’t take yourself so goddamn seriously’.”
“Ah,” says the visitor, that is a fine rule.” After a moment of pondering, he inquires, “And what, may I ask, are the other rules?”
“There aren’t any.”

Præstationskulturen er så skide alvorlig
Du skal ligne en million på de sociale medier. Du skal få gode karakterer, så du kan komme ind på drømmestudiet. Du skal klare det godt på arbejdet, så du kan blive forfremmet. Du skal have en kæreste, der er lækker og sjov. Du skal rejse hele verden rundt, så du kan fremstå som den globale borger.

Stop. Der er simpelthen ingen grund til at være så selvhøjtidelig. 🤷‍♂️

Så vigtig er du ikke. Så vigtigt er dit arbejde ikke. Så vigtigt er dit studie ikke. Så vigtige er dine feriebilleder ikke. Så lækker er din kæreste ikke. Så vigtig er din nye titel som Manager of Business Development and Innovation ikke. Så vigtigt er dit liv ikke. Du kommer måske ikke til at betyde noget for verden, men du kommer til at betyde alverden for nogen. Hvil i det.

Provokerer det dig? Hvorfor?

Husk regel #6: Du skal ikke tage dig selv så fucking seriøst.

Det kan gøre dit liv hundrede gange sjovere fra den ene dag til den anden.

Jeg lovede i starten at vende tilbage til din undren over, hvem fanden Avilius er. Det gør vi nu.

Avilius består primært af psykologistuderende, som er dybt interesserede i at hjælpe andre unge med at få et ungdomsliv, der er sjovere og sundere. Det gør vi dels ved at skrive artikler som denne, der forhåbentligt kan være med til at inspirere til et rigere liv.

Vi gør det også ved at tilbyde individuelle forløb og gruppeforløb, hvor der er mulighed for at få et nyt perspektiv på det, som der er vigtigt for dig. Det hele foregår til SU-venlige priser og i øjenhøjde.

Du ønskes alt det bedste i livet — alt det som der er uendeligt af.

De bedste hilsner,
Jonas fra Avilius