Kunsten at tilgive sig selv

Vi kan ofte gøre os selv til skyldens skydeskive og pege fingeren indad. At tilgive andre kan faktisk være en lettere opgave end at gøre det overfor sig selv. Men når vi taler om at tilgive – helt ubarmhjertigt og ægte, kan det være nemmere sagt end gjort. Vi kan komme til at bruge den autoriserede selvkritik som en dårlig benzin, som gør det svært at holde fast i rattet.

Så hvordan holder vi ind til siden og bremser for skammen? Tilgivelse handler både om at tilgive sig selv for, at være gode nok som vi er – at tilgive sig selv for at nedprioritere skole, spise ben&jerry, ikke dyrke sport, ikke føle at vi passer ind, ikke komme ud af døren eller en generel følelse af forkerthed. Men det kan også handle om at svigte andre mennesker på sin vej, fordi man glemte det moralske kompas derhjemme den dag. Men vi er trods alt bare mennesker, og ungdomslivet kan nogengange være en en ordentlig mundfuld, der er svær at tygge på.

Vi har det med at lave en skarp opdeling mellem, hvad der repræsenterer det gode og det onde. Det kan gøre ondt at befinde sig et sted, hvor vi ikke kan se en anden udvej, end at spole filmen tilbage og agerer med den bagkloge hat på. Når vi udsætter os selv for noget, der prikker hul på følelserne, kan det føles fjernt at forlade det sted.

Selvom det kan føles grusomt og konfliktfyldt at tage det fulde ansvar, er det samtidig det, som kan lede os videre mod tilgivelsens favn. For hvordan tilgiver vi os selv, hvis skyldens helvede ikke vil give slip? Det kan være en svær disciplin, men også en af de vigtigste lektioner, som vi må tage os af på en kærlig måde. 

De hændelser eller fejl som vi begår, kan føles som en selvforskyldt tatovering, som er smertefuld og krævende at fjerne. Gårsdagens fejl kan følge efter os, og nægte at forlade vores hoveder. Derfor afhænger tilgivelse af vores evne til at gribe fat i tankerne, når de kommer, og spørge dem hvad de vil, og hvorfor de er der. Det kan faktisk være, at vi kan svare selvkritikkens stemme igen, hvis vi bruger refleksion, selvbevidsthed og viden først.

Det første skridt er erkendelsen, hvor vores bevidsthed kommer i spil. Når vi har erkendt og reflekteret over, hvad det drejer sig om, må vi forsøge at køre videre på vores vej. Uanset omfanget af den fejl vi har begået, kan det lette tankerne at involvere dem, som handlingen måske er gået ud over. Hvis den kun er gået ud over os selv, så kan en undskyldning måske skrives ned eller fortælles højt i spejlet. At sige undskyld for at tale grimt til sin krop, nedprioritere sine behov eller for ikke at rose sig selv, når vi faktisk har gjort det godt. Hvis det indebærer andre mennesker, kan det hjælpe at få et oprigtigt “undskyld” over læberne eller formulere det i en besked, hvis det føles alt for svært.

At tage ansvar for sine handlinger, kan minimere nogle af de bekymringsfjer der fylder i hovedpuden, og det kan være et stort skridt på tilgivelsens vej at kanalisere noget af skylden ud. Vi må ikke forstå tilgivelse som en fribillet eller et afkald på ansvar. Tilgivelse betyder ikke, at vi skal godtage fejlen, men en måde, hvor bevidstheden skal bruges til at tillade os selv at give slip på fortiden. Det vil sige, at hvis vi skal tilgive os selv, betyder det ikke at det var i orden, men at tid og bearbejdelse må lade dig slippe fri for selvhadet. De kritiske ord må vi forsøge at forvandle til at være opmuntrende og omsorgsfulde.

Der er en vigtig sammenhæng mellem den tid, som vi bruger på bearbejdelsen og den positive indflydelse det har på dit mentale helbred. Mange opsøger en god ven eller terapeut, fordi vi ved, at når vi samler de hadefulde følelser til bunke, kan vi lukke os inde i os selv.

Derfor er det gavnligt at åbne op omkring sine følelser, for at tillade tilgivelse. Skammen kan være lagret så dybt i os og følelsen af forkerthed kan være væmmelig. Men det væmmelige sted kan være nemmere at håndtere, når det tunge hjerte bliver lettet til en god ven. På den måde kan der skabes plads til kærligheden til os selv.

Når vi har fortidens briller på, begrænser det mulighederne for at kigge ind i fremtiden. Vi kan komme til at hænge os i bakspejlets hændelser, hvilket kan gøre, at vi føler os stagneret og fasttømret det samme sted. Derfor må vi tænde for vinduesviskerne for at se fremtiden klarere. Nogle gange må vi endda finde sprinklervæsken frem også, så vi kan se hele perspektivet.

Start med at planlægge små mål, som kan hive dig ud af positionen. Vi kan lave en ugeplan, hvor vi indlægger omfavnende tid til os selv. Det kan være at vi skal skrue op for musikken og danse det ud af kroppen. Det kan være, at notesbogen skal udfordres ved kun at tillade opmuntrende tillægsord, som vi kan genlæse, når livet føles som en kedelig omgang. Det kan også bare være en god dokumentar eller et langt bad, som kan forsøde det svære sted.

Hvis vi retter blikket mod de små skridt, må vi huske, at fortiden ikke må optage den vigtigste plads i dine tanker og forstyrrer de nuværende følelser. Men at lysten til at bladre alle de tunge følelser igennem kan være svære at lægge fra sig. Så giv dig selv en blid hånd på panden, og tillad det at skylle henover dig. Tilgivelsen ligger også i at være tilstede, i at have det præcis som vi har det, med alt vi er.

Når vi er kommet igennem tilgivelsens forhindringsbane, frigives der negativ energi, hvilket skaber plads til opmuntrende stemmer. Vi skal lære stemmerne at forholde sig i nuet og være opmærksom, hvis fortidens ubudne kritik banker for meget på. Så må vi forsøge at scanne dem og lægge dem væk igen.

Vi må nemlig ikke bilde os selv ind, at vi ikke fortjener uanede mængder af barmhjertighed. Den proces vi går igennem for at stå et sted, hvor vi har erkendt og taget det vi kunne lære med os, kan gøre os nuancerede og kloge. De livsmæssige sår på sjælen giver os et bredere perspektiv, selvom processen kan virke som en tung og hård omgang. Vi skal minde hinanden om, at vi træner vores livsmuskler og bliver bum hamrende stærke. Møde os selv med forståelse, medfølelse og elske os selv med vores mangler.