Q&A: Er jeg corona-deprimeret eller bare almindeligt deprimeret?

Eskild er samtalepartner i Avilius. Her er den skrevne udgave af den Q&A, han holdte på vores Instagram. Den kan ses her!

Q: Hvorfor mister man motivationen til studie/arbejde?

A: Motivation er en svær størrelse fordi det kan hænge sammen med så mange forskellige faktorer. Grundlæggende kan man skelne mellem motivation der er indefra- og udefrakommende. Udefrakommende motivation kan næsten være lettest at forstå fx ”jeg skal møde på arbejde, ellers bliver jeg fyret” eller ”hvis jeg tager ekstra vagter, tjener jeg ekstra penge”. Indefra kommende motivation kan være ”jeg læser den her bog, som jeg synes er spændende”. Problemet er at den skelnen hurtigt bliver mudret fx fordi vi mennesker internaliserer forskellige samfundsstrukturer, dvs. at regler fra vores omverden bliver noget der pludseligt er en del af vores egen psykiske struktur. Måske synes jeg at bogen er spændende fordi alle mine venner synes det? Eller fordi det er en sej bog med nogle fede værdier, nogle værdier jeg måske gerne ville kunne spejle mig selv i. Omvendt kan det at møde på arbejde (for ikke at blive fyret), betyde noget for ens identitet, og på denne måde også være motiveret delvist indefra, selvom straffen for ikke at møde op er ”udefrakommende”.

Der er meget under corona-pandemien der er anderledes ift. motivation. For det første er kravene fra den omkringlæggende verden ændret markant for de fleste af os: studie og arbejde er tvunget omlagt, hvorfor vi pludselig skal forholde os til et helt nyt arbejdsfelt (det at arbejde online med de fleste ting). Det giver god mening at de fleste mennesker oplever en del usikkerhed ift. disse ændrede krav (og fx hvis man på sin vis har fået et større ansvar for at stille sine egne arbejdsopgaver, hvilket mange oplever). Det kan opleves som unfair at eksamen pludselig er 2 i stedet for 5 timer, eller at man skal klare en eksamen i samme sværhedsgrad, efter at have oplevet mangelfuld zoom-undervisning. Så studie- og arbejdstvivl giver desværre ret god mening.

Disse ændrede krav er dog også toppet op af, at vi sjældnere ser vores venner og kolleger: de mennesker vi kan brokke os overfor, og som kan hjælpe os med at håndtere de nye og måske svære følelser der opstår. Så her er det generelle råd: ræk ud og giv dig selv lov til at fortælle dine venner om dine kvaler (de oplever nok noget lignende). Generelt tror jeg at der er meget motivation at hente i relationer, fx savner jeg at møde mine studiekammerater (de kan være grunden til at komme op om morgenen og sætte sig på cyklen). Man kan også finde energi i at være en del af en fællesskab der kæmper for en sag.

Motivation kan også beskrives med andre ord eller kobles op på andre dele af livet, det handler fx også om, hvad man har lyst til. Lysten har været undersøgt filosofisk i mange år og en klassisk (og meget reducerende) skelnen kan fx være om man som Platon ser lysten som fraværet af ubehag eller spænding (når man smækker benene op efter en lang dag på jobbet), eller man som Aristoteles ser lysten som en selvforstærkende effekt (efter at have hørt den nye sang med Sivas, bliver jeg nødt til at høre alt hvad han har lavet). Savner du fx at få ordnet flere arbejdsopgaver, så du kan puste ud, eller savner du spænding i dine arbejdsopgaver, så du får lyst til at gå på arbejde igen i morgen?

Et par afsluttende kommentarer om motivation er altså at det hænger sammen med mange faktorer, og man kan spørge sig selv om der er noget ved ens arbejde/studie der rent faktisk motiverer én lige nu? Hvis ikke kommer det så igen? Er det fordi kravene er så høje at det sjove simpelthen er fjernet? De fleste kender vel at motivationen kan forsvinde i ny og næ, her kan man spørge sig selv, hvor ofte man ønsker studiet/arbejdet skal være motiverende sat overfor en form for mål man gerne vil opnå.

Q: Hvordan ved jeg, om jeg er deprimeret, eller om jeg bare kan mærke de almindelige mentale konsekvenser ved en pandemi – ensomhed, tvivl på livets retning etc?

A: Det giver god mening at det tærer på vores psykiske kræfter at gennemleve de forskellige konsekvenser af corona. Man er ikke deprimeret fordi man føler sig ensom eller tvivler på livets retning og mening osv. Tvivl og smerte er en almindelig del af livet, men som måske fylder mere for flere mennesker under corona.

Hvis man har det rigtigt skidt eller er rigtig ked af det, skal man dog ikke tvivle med at søge hjælp. Indenfor udvikling af psykiske lidelser kan man snakke om triggers eller udløsende faktorer. Det betyder at nogle mennesker ved udviklingen af fx en depression har oplevet en stor livsomvæltning eller andet der har presset dem. Det betyder at corona som sådan ikke er specielt anderledes fra andre livsændrende hændelser forskellige mennesker møder.

Pas på med at slå diagnosekriterier for psykiske lidelser op på nettet. Det er svært at vurdere sig selv, så ring til din læge og book en tid, hvis du er i tvivl om at du er ramt af en depression. Tvivl ikke med at søge hjælp.

Q: Hvad kan jeg gøre, når de gængse råd om at se venner, gå ture osv. ikke længere rækker?

A: Hvis man føler at ens venner ikke kan forstå en, eller man føler sig ensom med sin egen skrøbelighed, er der forskellige ting man kan gøre. I Danmark har vi flere chat-fora, telefonlinjer og steder man kan komme og snakke, for folk der oplever ensomhed, psykisk sårbarhed, vold eller er selvmordstruede:

Der findes også flere væresteder eller hænge ud-steder for psykisk sårbare:

Selvfølgelig er det første råd at prøve at snakke om dine følelser selvom de kan være svære. Måske har dig og dine venner ikke snakket om smerte eller tvivl på den her måde før? Måske føles det akavet at vise sårbarhed eller at brokke sig, når nu ”alle har det dårligt for tiden”. Giv det et skud at række ud, også selvom du ikke ved præcis, hvad du skal sige.

Hvis det er svært for dig at beskrive dine følelser, kan du prøve at udtrykke dig gennem et andet medie. Tegn noget, skriv et digt eller find på en joke, der indkapsler det absurde i din situation.

Det kan tit være svært for det enkelte menneske at håndtere sine følelser selv (måske er det ikke en gang muligt…?). Derfor og af mange andre grunde kan det være rigtig smart at engagere sig i et fællesskab, måske endda med en fælles sag eller kamp (der er masser at kæmpe for i verden!). Prøv at rette din følelse af uretfærdighed ud mod verden i stedet for at skyde skylden på dig selv.

Du kan selvfølgelig også booke en tid hos Avilius, sommetider kan det hjælpe at have én til at spørge ind, hvis det er svært at sætte ord på sin smerte.

Q: Corona-isolation har været rigtigt rart for mig og jeg savner egentlig ikke at hænge ud med mine venner. Er det dårligt?

A: Det er jo ikke nødvendigvis dårligt. Alle mennesker har ikke de samme sociale behov. Det kan være du er et af de mennesker der er gode til at leve efter omstændighederne, så når nu man ikke må ses, gør det ikke så meget…? 

I ungdomsårene kan venskaber betyde rigtigt meget. Mange mennesker går fra at vende sig mod forældre og søskende til at gå til venner med problemer og tvivl. Det betyder dog også at de venskaber man har, faktisk skal være gode, og det er ikke altid lige let at vurdere. Hvis du ikke savner dine venner, fordi de gør dig utilpas eller usikker, kan det være du skal finde dig en anden ”selvvalgt familie”? Det kan også være, at det er gået op for dig at der er noget i din vennegruppes kultur, du godt kunne tænke dig at ændre. Husk på at, hvis du selv har ændret dig, kan det være dine venner også har: det er muligt fx at behandle hinanden med større respekt for hinandens skrøbelighed.

Det kan være rigtig svært at række ud. Et lille trick kan være at bruge sin usikkerhed som en styrke: ”Hey jeg var faktisk lidt nervøs, for at ringe til dig, fordi det er så lang tid siden vi har snakket”. De fleste mennesker svarer skrøbelighed med omsorg.

Og hvad så med det at være sammen med kæresten 24/7? Husk på at man sagtens kan blive træt af folk man elsker og at det er okay at ønske sig alene-tid.