Vi bærer alle en maske. Ikke nødvendigvis som en løgn, men som et filter – en social dragt, vi iklæder os for at passe ind. Jung kaldte det persona – den version af os selv, vi præsenterer for verden, bevidst eller ubevidst. Den hjælper os, men former også, hvordan vi bliver set – og måske endda, hvordan vi ser os selv.

Jeg mærkede min egen persona træde frem forleden til en fest. Det var en af de fester, hvor stemningen føltes præcist afstemt, hvor hver detalje – fra Vermouth tonics i hånden til den let nonchalante distance. Rummet summede af en ubesværet selvsikkerhed, en slags koreograferet autenticitet, som jeg ikke var sikker på, hvordan jeg skulle afkode. Mit blik gled over de andre gæster, og pludselig blev jeg opmærksom på mig selv. Min holdning. Min mimik. Hvem var jeg i dette rum?

Men hvis vi altid spejler os i andres personaer – hvornår mister vi så os selv? Og hvornår er masken ikke længere en hjælper, men en begrænsning?

For at komme bag om maskerne, har jeg talt med psykolog hos Avilius, Oscar Lui Bjerre. Vi skal tale om de masker, vi bærer – hvorfor vi har dem, hvornår de gavner os, og hvornår de måske spænder ben for os.

Oscar: Selve ordet persona er latinsk og stammer fra antikken, hvor det henviste til de stiliserede masker med overdrevne ansigtsudtryk, som de græske og romerske skuespillere ville bære i amfiteatrene for at tydeliggøre deres roller og følelser overfor publikum.
Det er således med god grund, at Jung trækker på netop dette udtryk i sit begreb om den psykiske persona, da denne ifølge Jung er den udgave af os selv, vi fremstår som for at tilpasse os omverden – altså til en slags metaforisk maske vi iklæder os eller en slags rolle vi indtræder i for at passe ind og blive accepteret socialt.

De fleste af os kender det fra første dag på en ny arbejdsplads eller fra et første møde med et nyt sæt svigerforældre.

Personaen i os alle sammen er udelukkende optaget af at tilpasse sig omgivelserne for at passe ind og blive accepteret. 

Caroline: Jeg kan virkelig genkende følelsen af at skrue op og ned for forskellige dele af mig selv, afhængigt af hvem jeg er sammen med. Og selvom det kan føles som en naturlig del af at navigere sociale fællesskaber, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget af vores identitet der egentlig styres af denne ubevidste tilpasning.

Hvor meget af den måde, vi bevæger os i verden på, er rent faktisk vores eget valg?

Oscar: Ifølge Jung er personaen et konstituerende element i vores totale psyke, dvs. en naturlig del af os, som altid er til stede enten latent i baggrunden eller mere aktivt – også når vi er alene og også i forhold til de mest grundlæggende aspekter af vores liv. Selv ift. afgørende, personlige spørgsmål såsom hvilken uddannelse vi skal tage, hvem vi skal være kærester med og hvad vil skal lave i vores fritid har vi alle en indre stemme, tilbøjelighed eller drivkraft, der orienterer sig imod kollektivets og kulturens værdier og ønsker at tilpasse sig dem. Netop denne drivkraft er essensen af personaen. 

Caroline: Det får mig til at tænke på, hvor ofte vi rationaliserer vores valg som vores egne, når de i virkeligheden er formet af de sammenhænge, vi er en del af.

Oscar: Det kommer måske til at lyde som om, at disse tilpasninger er noget, vi aktivt tager stilling til og vælger til og fra, men Jungs forståelse er snarere, at denne proces langt overvejende forløber ubevidst. Vores tolkning af hvilke værdier, der gælder i forskellige sammenhænge, foregår overvejende automatisk og ubevidst, og det samme gør vores positionering i forhold til disse. Dermed dog ikke sagt, at personaen rolle i vores liv ikke kan bevidstgøres og derigennem arbejdes med. Det kan den bestemt, og netop der ligger der for mange af os et stort potentiale for udvikling. 

Caroline: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor ofte jeg har stræbt efter noget, blot for at opdage, at det ikke efterlod den følelse af mening, jeg havde forestillet mig. Især i en tid, hvor sociale medier giver os en uendelig scene til at kuratere en ydre persona. Hvor meget af det, vi deler, udspringer egentlig af vores egen kerne, og hvor meget er skabt for at passe ind i en forestilling om, hvad der vil blive anerkendt? Måske er det netop i de øjeblikke, hvor en uforklarlig tomhed sniger sig ind, at vi bør stoppe op og spørge os selv: Er det her virkelig mig?

Oscar: Som sagt er personaens rolle i personligheden både naturlig og uundgåelig. Ingen er i jungiansk forstand hundrede procent “sig selv” hele tiden, men bærer maske og spiller en rolle i et vist omfang. Denne proces kan dog let blive automatisk og tage overhånd. Tilpasningsprocessen tager overhånd når vi i for høj grad identificerer os med vores persona; altså når vi på et dybt, ubevidst plan forveksler personlige egenskaber, holdninger og værdier, som vi egentlig har udviklet som tilpasningsfunktioner, med noget, der afspejler hvordan vi har det inderst inde og så baserer vores liv på det.

I disse tilfælde kan man sige, at der sker en sammensmeltning mellem masken og ansigtet bag, eller mellem rollen og den person, der spiller den. Med denne fremmedgørelse overfor sig selv følger typisk en tom, meningsløs og uforløsende oplevelse af at udføre sine daglige aktiviteter, gennemføre sine projekter og opnå sine mål.

Oscar: Hvorvidt vi lever i tilstrækkelig overensstemmelse med vores inderste virkelighed, er generelt vanskeligt at vurdere, navnlig på egen hånd. Det kræver en nogenlunde sensitiv og ærligt kontakt til sig selv, sine følelser og sit intuitive liv, som i dag for manges vedkommende er underudviklet til fordel for mere rationelle funktioner.

Oscar: Vi lever i dag i en tid, hvor dét at vide, hvem man er og hvad man vil, såvel som at stå ved hvem man er, bliver fremhævet rigtig meget. Det er langt hen ad vejen en positiv udvikling, men det sætter sig i vid udstrækning også igennem som en byrde for mange af os. Det sidste, jeg ønsker med denne artikel, er at puste til denne byrde.

At være hundrede procent “sig selv” er et ideal, som ingen nogensinde lever op til. At blive en mere autentisk, hel og moden udgave af sig selv – at blive et individ med Jungs ord – er en livslang proces, vi aldrig kommer i mål med. Målet er ikke at komme af med sin persona, men at integrere denne i sin personlighed, hvilket vil sige at lære den at kende, forsone sig med dens eksistens, samt at balancere den med øvrige dele af sin personlighed.

Caroline: Da jeg startede denne samtale, tænkte jeg, at det ultimative mål måtte være at smide masken helt – at frigøre mig fra alt, hvad der ikke var ægte. Jeg tænker tilbage på den fest, hvor jeg blev så bevidst om min egen persona. På hvordan jeg spejdede rundt i lokalet og følte mig som en observatør af mit eget sociale spil. Måske er det dér, nøglen ligger – ikke i at fjerne masken helt, men i at kunne genkende den, når den er der. I at kunne træde ind i en rolle bevidst, men også at kunne give slip på den, når det ikke længere føles nødvendigt. At kunne være til stede i et rum og vide, at jeg ikke behøver at spille en bestemt karakter for at høre til. Måske er det nok. Ikke at slippe masken, men at vide, hvornår den klæber sig til mig – og hvornår jeg ikke har brug for den.